Dusjanbe, tidl. Djusjambe, 1929-61 Stalinabad, hovedstad i Tadsjikistan; 778.500 indb. (2014). Byen ligger i 700-900 m højde og er en moderne by med retlinede, brede gader i sovjetisk stil; den gennemskæres af floden Dusjanbinka og rummer mange parker og grønne områder. Universitetet er fra 1948, og byen har kraftværker, bomulds-, silke-, maskinbygnings- og fødevareindustri.

Byen blev mærket af borgerkrigen i Tadsjikistan 1992-97, men er efterfølgende blevet renoveret og er blevet et førende økonomisk, kulturelt og industrielt center. En stor del af byens russiske mindretal udvandrede i 1990'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig