Samara, 1935-90 Kujbysjev, russisk by, regionshovedstad ved Volgas mellemste løb; 1,16 mio. indb. (2010). Samara er den næststørste af byerne ved Volga (efter Nizjnij Novgorod) og et vigtigt industri- og transportknudepunkt mellem Europa og Centralasien. Byen blev efter 2. Verdenskrig et af Sovjetunionens centre for maskinindustri med fremstilling af fly, flymotorer og rumforskningsudstyr. Samara er knudepunkt for olierørledninger og har store olieraffinaderier og petrokemisk industri. I Rusland er byen kendt for sine bryggerier. Den har flere højere læreanstalter, teatre, cirkus og museer; i 1987 indviedes byens metro.

Samara blev grundlagt som russisk grænsefæstning i 1586. Da tyskerne truede Moskva i vinteren 1941-42, flyttede en del af den sovjetiske administration og de diplomatiske missioner midlertidigt til byen og der blev anlagt en underjordisk bunker til Stalin, der formentlig aldrig benyttede den.

1950-58 opdæmmedes Volga 70 km vest for byen, og det store reservoir Kujbysjevskoje Vodokhranilisjtje blev dannet; det tilhørende kraftværk med en effekt på 2000 MW var dengang blandt verdens største. Nær kraftværket ligger nationalparken Samarskaja Luka med varieret flora og fauna.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig