Sortavala, indtil 1918 Serdobol, stationsby og havneby ved Ladogasøen i Den Karelske Republik i Rusland; 19.215 indb. (2010). Byen kom i 1617 under svensk herredømme, blev russisk efter Freden i Nystad 1721 og var finsk 1918-40. Byens træindustri fremstiller bl.a. møbler og ski, og lokale forekomster af granit og marmor kan bl.a. ses i Sankt Petersborgs paladser. I byen og dens omegn findes flere kur- og feriesteder.