Tver, 1931-90 Kalinin, russisk provinshovedstad og trafikknudepunkt på jernbanelinjen Moskva-Sankt Petersborg; 403.700 indb. (2010). Byen ligger mellem fem floder og har flodhavn ved Volga. Den har alsidig industri med maskinbygning, metalforarbejdning, bogtrykkerier, slagteri og anden fødevareindustri. Den har to universiteter, en række forskningscentre, et medicinsk akademi, landbrugsinstitut, teatre, cirkus og filharmoni. Da byen efter lokalt pres under perestrojka fik det gamle bynavn tilbage, genindførtes også det gamle byvåben fra Katarina 2.s tid. Tver blev hårdt ramt under 2. Verdenskrig.
Byen opstod i 1100-t. som handelsplads omkring et kloster. Efter mongolstormen 1236-40 fremstod Tverfyrsten som Ruslands stærkeste og blev ofte af mongolerne udpeget til storfyrste af Vladimir. En mislykket antimongolsk opstand i 1327 svækkede imidlertid Tver, så det i sidste ende blev Moskva, der gensamlede det splittede Rusland. I 1485 blev Tver erobret af Moskva.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki