Sibirien

Sibirien er en naturgeografisk region, som omfatter det asiatiske Rusland fra Uralbjergene i vest til Stillehavet i øst; i alt ca. 13 millioner km² med 35,1 millioner indbyggere (2010) i de tre føderale distrikter, der dækker området: det uralske, det sibiriske og det fjernøstlige.

Sibirien rummer nogle af verdens største lavlandsområder, især Det Vestsibiriske Lavland mellem Ural og Jenisej, som afvandes af Ob-Irtysj. Øst herfor ligger de lave Midtsibiriske Bjerge og længere mod øst flere bjergkæder, adskilt af floddale og sletter omkring Jana, Lena, Indigirka og Kolyma.

Længst mod øst afslutter Tjuktjerhalvøen det russiske territorium ud til Beringsstrædet. Mod syd i Bajkalregionen ligger flere høje bjergkæder, bl.a. Sajanske og Jablonske Bjerge. Til Sibirien medregnes ofte også landet øst for Amur med Sikhote-Alin-bjergene. Fra vest til øst strækker Sibirien sig over 110° eller næsten en tredjedel af Jordens omkreds.

Klimaet er næsten overalt tørt og kontinentalt med kolde vintre og korte somre; mod nord og i bjergene polart og ellers tempereret. Om vinteren ligger et stabilt højtryk over det centrale Sibirien, som danner en kuldepol med ekstreme temperaturer.

I Lenadalen og i De Verkhojanske Bjerge har januar gnsntl. temperaturer på −40 °C til −50 °C. Til gengæld er somrene varme og solrige. Vegetationen er længst mod nord tundra, som sydpå afløses af tajga og nåleskov, der i et bælte fra vest til øst udgør langt det største sammenhængende skovområde i verden.

Størstedelen af Sibirien er uhyre tyndtbefolket, og enorme områder helt folketomme. Næsten hele befolkningen bor i de sydlige dele, og mange af dem i store industribyer langs med Den Transsibiriske Jernbane; størst er Novosibirsk ved Ob og på kanten af Den Vestsibiriske Slette. Et flertal er russere og andre slavere, indvandret gennem 300-400 års russisk kolonisering, mens de oprindelige folk udgør fåtallige mindretal; flere af dem i territorier med en vis autonomi under Rusland.

I 1990'erne er befolkningstallet dalet ganske betydeligt i Sibirien, nemlig med 2,4 millioner mellem folketællingerne i 1989 og 2002, og med yderligere ca. 4 millioner mellem 2002 og 2010. Dette skyldes dels den generelle reduktion af den russiske befolkning, dels afvandring. Den relativt største affolkning er foregået i Det Fjernøstlige Føderale Distrikt, der omfatter Sibirien fra og med republikken Sakha-Jakutien og Amurregionen til Stillehavet. Her er indbyggertallet faldet med 16% i perioden 1989-2002. Til gengæld menes der at være et meget stort antal kinesere i den østlige del af Sibirien; hvor mange, vides ikke.

Sibirien rummer enorme reserver af mineraler og andre råstoffer. Alene i Vestsibirien findes en betydelig del af verdens kendte naturgasreserver; især mod syd brydes kul og jernmalm, og længere østpå guld og diamanter. Hertil kommer store potentialer for vandkraft, som bl.a. udnyttes i nogle af verdens største kraftværker. Mange mineralforekomster udnyttes dog kun lokalt eller slet ikke pga. transportomkostningerne og de vanskelige forhold i det barske klima.