Moskvas historie

Moskva omtales første gang i 1147, men arkæologiske fund viser, at der på det nuværende Kremls område allerede tidligere fandtes en bosættelse omkring en befæstet holm ved floden Neglinnajas udmunding i Moskvafloden; denne fæstning blev udvidet i 1156. Endnu da mongolerne i 1237 erobrede Moskva, var den relativt ubetydelig, men mongolerne fik folk til at flytte til Moskvaområdet. Samtidig gjorde byens beliggenhed ved krydsende handelsveje den til et vigtigt knudepunkt.

Ca. 1280 blev byen residens for Aleksander Nevskijs yngste søn, Daniil (1261-1303). Allerede hans sønner fik af mongolerne storfyrsteværdigheden over Vladimir og dermed retten til at opkræve mongolskatten i hele Rusland; da også den russiske kirkes overhoved nu valgte Moskva som sin residens, blev det begyndelsen til Moskvas vækst både som fyrstendømme og by, og den kulminerede 1485, da Moskva stod som sejrherre i kampen for at samle det splittede Rusland.

I 1367 befæstede Dmitrij Donskoj et udvidet Kreml med stenmure og begyndte at omkranse byen med befæstede klostre. Alligevel blev Moskva flere gange erobret og brændt af tatarerne.

Sidst i 1400-tallet ansatte Ivan 3. italienske bygmestre, som anlagde de nuværende mure og tårne omkring Kreml samt Uspenskij-katedralen. På det tidspunkt anlagdes Den Røde Plads for at skabe afstand mellem Kreml og den øvrige bebyggelse, og den blev snart centrum for handelen i Moskva. I 1560 lod Ivan 4. Vasilij-katedralen bygge på pladsen. Samtidig påbegyndtes befæstningen af det øvrige Moskva med stenmure.

Nu blev Moskva hovedstad i et stadigt voksende imperium. Det administrationsapparat, der skulle til for at styre riget, koncentreredes i Moskva og medvirkede til at fremskynde byens vækst. Særlige håndværkerkvarterer bredte sig snart i en cirkel rundt om byen, og de befæstedes 1591-1592 med palisader og jordvolde.

I Forvirringens tid 1605-1613 blev Moskva kastebold mellem inden- og udenlandske prætendenter og var 1610-1612 besat af polakkerne, men i den resterende del af 1600-tallet kunne byen atter blomstre som centrum for det alrussiske marked. Anlæggelse af manufakturer krævede yderligere tilgang af håndværkere. Disse bosattes i særlige forstæder, slobody, uden for befæstningen. Sådanne forstæder dannedes også for den voksende hof- og militærforvaltning, ligesom udlændinge, nemtsy, var forvist til en Nemetskaja sloboda, der under Peter 1. den Store fik stor betydning.

Moskva blev centrum for den højere uddannelse i Rusland, da et gejstligt slavisk-græsk-latinsk akademi blev grundlagt 1687, og i forbindelse med Peter 1. den Stores reformer blev også flere militærtekniske læreanstalter lagt i Moskva, der i 1755 tillige blev sæde for det første russiske universitet. Da Peter 1. den Store i 1712 gjorde Sankt Petersborg til hovedstad, oplevede Moskva en midlertidig tilbagegang. Da adelens tjenestepligt imidlertid i 1762 blev ophævet, valgte mange at flytte til byen, der nu omkransedes af adelspaladser, samtidig med at mange byggede palæer i byen. Deres nyklassicistiske stil gav byen et europæisk præg. Denne "europæisering" fortsatte, efter at Napoleons 39 dage lange besættelse af byen i 1812 endte i en voldsom brand.

Med anlæggelsen af de første jernbaner fra 1851 og udbygningen af kanalsystemet, der efterhånden forbandt Moskva med såvel Østersøen og Hvidehavet som Sortehavet og Det Kaspiske Hav, blev Moskva i endnu højere grad landets trafikale knudepunkt og blev nu også et center for især letindustrien; i 1897 havde byen rundet en million indbyggere.

Den 12. marts 1918 blev Moskva atter hovedstad, nu i den nydannede Sovjetstat. Bybilledet, især i de centrale dele, ændredes fundamentalt som følge af en byplanlægning, der især under Stalin lagde vægt på en bombastisk klassicisme.