Ruslands geografi

Ruslands territorium er overvejende sletteland. Den Østeuropæiske Slette strækker sig ind over Europæisk Rusland med kun enkelte lave højdedrag. Uden markeret overgang forenes denne slette med flodsletterne mod syd ved Don, Volga og Det Kaspiske Hav. Slettelandet afgrænses mod øst af Uralbjergene, der også er den vedtagne grænse mellem Europa og Asien. Øst for Ural ligger den store Vestsibiriske Slette.

Længere mod øst er landet mellem Jenisej og Lena præget af de lave Midtsibiriske Bjerge. Egentligt bjergland dominerer kun Ruslands sydlige og østlige dele. De største bjergkæder er Store Kaukasus mod syd i Europæisk Rusland (Elbrus, 5642 m) og flere kæder i det sydlige Sibirien: Altaj og Jablonske og Sajanske Bjerge. Længst mod øst ligger Sikhote Alin og bjergkæderne på Sakhalin, Kamtjatka og Kurilerne med aktive vulkaner som Kljutjevskaja, 4750 m. Næsten overalt er der et tæt net af floder, og floderne har altid udgjort en vigtig del af det russiske samfærdselssystem. Dog har det været et minus, at de fleste store floder løber syd-nord snarere end vest-øst, hvor det største transportbehov har ligget. Desuden løber mange floder gennem stort set ubeboede egne. Det gælder dog ikke de store vigtige floder mod vest, Don og Volga, der med bifloder og kanalsystemer fortsat er vidtforgrenede og vigtige transportveje.

Klima. Størstedelen af Rusland har tempereret fastlandsklima med iskolde vintre og lune somre. Længst mod nord er klimaet dog polart, og enkelte lokaliteter ved Sortehavskysten har subtropisk klima. Russisk Fjernøsten har et tempereret monsunklima. De gnsntl. januartemperaturer varierer fra 0 °C ved Kaukasus' kyst til −50 °C i Jakutien; i juli fra −1 °C i de nordsibiriske kystområder til 26 °C på sletten ved Det Kaspiske Hav. Den frostfrie periode er 60-75 dage i den sydlige del af tundrabæltet, 110-120 dage på Den Vestsibiriske Slette og 180-200 dage i det nordlige Kaukasus. Nedbøren er de fleste steder fra sparsom til tilstrækkelig; mest regn får Fjernøstens monsunområder, og mindst den tørre steppe ved Det Kaspiske Hav. Om vinteren er snedækket overalt langvarigt, fra 2-3 måneder i den sydlige del til 8-9 måneder mod nord.

Befolkning. Indbyggertallet i Den Russiske Føderation har været faldende gennem 1990'erne. 1992-98 mindskedes befolkningen med over 1,5 mio. mennesker. Et stærkt faldende fødselstal og en stigende dødelighed gav gennem 1990'erne et årligt befolkningstab på over 5‰. Fra 2001 til 2005 dalede indbyggertallet med 3 mio., og det udgjorde ved udgangen af 2005 143 mio. Udviklingen kan delvis forklares med den aldersmæssige udvikling, som også kendes fra andre europæiske befolkninger, men i Rusland kommer hertil de sociale forhold, som i 1990'erne forværrede tallene for både dødelighed, forventet levealder og fødselstal. I 2003 var middellevetiden for mænd 58,8 år og for kvinder 72 år. Udviklingen blev i nogen grad afbødet af, at mange russere i de tidligere sovjetrepublikker vendte hjem til Rusland, især fra Kasakhstan og andre lande i Centralasien. Denne indvandring aftog dog kraftigt i slutningen af 1990'erne. Alt i alt må den beskrevne udvikling betegnes som en demografisk katastrofe og et voldsomt udtryk for Ruslands dybe krise efter 1991 (se også afsnittet om sundhedsforhold).

Af de 143 mio. borgere i Rusland er ca. 115 mio. russere. De øvrige 20% fordeler sig på over 100 forskellige folkeslag, hvoraf nogle har egne republikker og autonome kredse inden for Den Russiske Føderation; mange af disse har dog russisk befolkningsflertal. De største ikkerussiske folkeslag er tatarerne (5,5 mio. i 2002) og ukrainerne (2,9 mio. i 2002). Befolkningens fordeling er højst ujævn. Flest bor der i de sydlige og centrale dele af Europæisk Rusland med mange store industribyer. Koncentrationen er stigende, da der siden begyndelsen af 1990'erne er foregået en afvandring fra udkantsområderne i nord og øst. Øst for Ural boede der i 2002 godt 39 mio., heraf 26,7 mio. i Det Sibiriske Føderale Distrikt og Det Fjernøstlige Føderale Distrikt, hvilket var 1,3 mio. færre end i 1989; de fleste boede langs med Den Transsibiriske Jernbane og de store floder. Dertil kom et ukendt antal immigranter fra Kina, i hvis grænseregioner til Sibirien og Fjernøsten der bor over 120 mio. mennesker.

Et særligt problem er den russiske diaspora: over 20 mio. russere bor uden for Rusland i de tidligere sovjetrepublikker, hvor de flere steder udgør ret store mindretal. De nye republikkers nationale og til dels antirussiske politik gav i 1990'erne anledning til en del politisk uro, men kun i Moldova kom det til direkte oprør, da den slavisktalende befolkning etablerede udbryderstaten Dnestrrepublikken i 1990.

Lidt over 12% af landets areal, 215 mio. ha, anvendes til landbrug. I store dele af landet er hverken klima eller jordbundsforhold gunstige for agerbrug, men med landets store nord-sydlige udstrækning er vilkårene meget forskellige. Længst mod nord på tundraen er kun rensdyravl mulig. Tajgaen og nåleskoven syd herfor har ufrugtbare podsoljorde i et relativt fugtigt og køligt klima; der er derfor stort behov for dræning, og stor tilførsel af kunstgødning er nødvendig. Skovsteppelandet har bedre klima og mere frugtbar jord. 15% af Ruslands areal er dækket af en meget frugtbar sortjord, og i dette chjernozem-bælte findes ³/₄ af landets agerjord. Her er fordampningen større i den varme sommer, og kunstvanding er de fleste steder nødvendig.

Siden tvangskollektiviseringerne i 1920'erne og 1930'erne har russisk landbrug været organiseret i meget store driftsenheder som enten statsbrug, sovkhoser, eller kollektivbrug, kolkhoser. Under begge former havde landbefolkningen ret til en privat jordlod på 0,4 ha. Efter det politiske systemskifte i 1991 påbegyndtes en ændring af ejendoms- og driftsforholdene i landbruget, og i 1996 var 95% af bedrifterne blevet reorganiseret. Størstedelen var blevet overtaget af aktieselskaber eller kooperative selskaber, uden at der skete reelle forandringer i drift og ledelse. 10% af jorden var blevet overtaget af enkeltpersoner, men familiebruget har svært ved at slå igennem som markedsorienteret produktionsenhed. Det skyldes især det helt utilstrækkelige distributionssystem og manglende muligheder for forarbejdning af produkterne i landbrugsdistrikterne. Mange bønder vælger selv at rejse med deres varer til de åbne markeder, som er opstået i byerne. Priserne på driftsmidler og kunstgødning steg gennem 1990'erne mere end fødevarepriserne, og erhvervet havde derfor, uanset ejendoms- eller driftsform, meget vanskelige betingelser, og investeringerne i landbruget faldt kraftigt med produktionsnedgang til følge. Alene fra 1990 til 1995 faldt fødevareproduktionen med 20%; samlet har udviklingen i russisk landbrug været katastrofal, og fødevarer udgør en stor og stigende andel af importen.

Storlandbruget er præget af korn- og kvægavl med hvede som den vigtigste afgrøde; også byg, havre og rug er af betydning til såvel brød og kvægfoder som malt og vodka. Hektarudbytterne er generelt lave og faldt gennem 1990'erne pga. mindre gødskning. Store kvægfarme med malkekvæg ligger omkring markederne i storbyerne, men ¹/₃ af køerne hører til familiebrugene, som i øvrigt især avler kartofler, grøntsager og frugt. Samlet er husdyrbestanden gået voldsomt tilbage i 1990'erne.

Rusland døjer med et belastet miljø, hvilket dels hænger sammen med de gamle sværindustrielle centre med forældet teknologi, dels med krisen, som har begrænset nyinvesteringer, herunder investeringer i miljø. Der udledes enorme mængder skadelige stoffer i floder og vandløb, mest i Volgasystemet, hvis stærke forurening truer fiskebestandene i Det Kaspiske Hav. Intens luftforurening er et påtrængende problem i industricentrene, bl.a. i Kuznetsbassinet, i Ural og på Kolahalvøen med dens nikkelværker. Manglende vedligeholdelse af olieledninger har medført alvorlige udslip, og atomaffald fra både militær og civil anvendelse skaber bekymring for Det Nordlige Ishav og mange lokaliteter i Ural og Sibirien.

• Rusland