Komsomolsk-Na-Amure, by i russisk Fjernøsten; 263.900 indb. (2010). Anlæggelsen af byen på venstre bred af Amur ved bifloden Silinka påbegyndtes i 1932 af medlemmer af Komsomol, der kom fra hele Sovjetunionen. Byen blev hurtigt en vigtig industri- og kulturby og er desuden et trafikknudepunkt; den har en stor flodhavn, station på BAM-jernbanen og jernbaneforbindelser til Den Transsibiriske Jernbane og til havnebyen Sovetskaja Gavan ved Stillehavet.