Anastasia, 18.6.1901-16/17.7.1918, russisk storfyrstinde, yngste datter af kejser Nikolaj 2. Anastasia blev efter al sandsynlighed myrdet i 1918 i Jekaterinburg sammen med den øvrige kejserfamilie. Hendes skæbne har dog været omgærdet med mystik. Flere kvinder uden for Rusland har hævdet at være den overlevende Anastasia; mest kendt var Anna Anderson, bosat i Tyskland, som fra ca. 1920 påstod, at hun var kejserens datter. Hendes forsøg på i slutningen af 1960'erne at få retsligt medhold i sit krav på den kejserlige formue blev afvist af tyske domstole. Hun døde i 1984 i USA.