Iskra, (russ. 'gnisten'), første marxistiske avis i Rusland; udkom 1900-05. Iskra grundlagdes på bl.a. Lenins initiativ med det formål at samle alle marxister i Rusland og forhindre dem i at antage revisionistiske holdninger. De første numre blev trykt i udlandet og derefter smuglet ind. I begyndelsen sad bl.a. Lenin, G.V. Plekhanov og L. Martov i redaktionen, og Iskra spillede en aktiv rolle som Lenins propagandaorgan op til den afgørende anden partikongres i 1903. Efter kongressen forlod Lenin avisen, der herefter blev overtaget af mensjevikkerne. Bladets navn stammede fra et digt af dekabristforfatteren A.I. Odojevskij, hvori der står "af gnisten skal flammen opstå".