Konstantin Pobedonostsev, Konstantin Petrovitsj Pobedonostsev, 21.05.1827-23.03.1907, russisk statsmand. Pobedonostsev er blevet symbol på det russiske selvherskerdømmes ubevægelighed og konservatisme omkring 1900. Han blev uddannet som jurist og var fra 1861 lærer i jura og politik for de senere kejsere Aleksander 3. og Nikolaj 2. Pobedonostsev havde været en indædt modstander af reformerne i 1860'erne og påvirkede sine to elever til ikke at videreføre denne linje. 1880-1905 var han overprokurator for Den hellige Synode, verdslig leder af den russiske ortodokse kirke, og bekæmpede i den forbindelse enhver afvigelse på såvel det religiøse som det politiske plan.