Zapadniki, (afledn. af russ. zapad 'vest', egl. 'de vestorienterede'), broget gruppe af principielt set areligiøse, samfundskritiske intellektuelle i 1830'ernes og 1840'ernes Rusland. I modsætning til slavofilerne mente de, at landet i sin historiske udvikling skulle følge den samme vej som det øvrige Europa; af særlige historiske grunde var Rusland blot bagefter i sin udvikling, men havde grundlæggende valgt den rette vej med Peter den Stores reformer, der i begyndelsen af 1700-t. brød med byzantinsk og gammelmoskovitisk tradition og slog ind på en vestvendt kurs.