varæger

Væring er et relativt sent ord, der ikke synes anvendt i runeindskrifter på nær i to tilfælde (Ög 68 og Ög 111), hvor det forekommer som navn på personer (muligvis den samme). Disse synes ikke at have relationer til Østeuropa, men var snarere aktive i vest omkring år 1000. Ellers bruges væringer fortrinsvis i sagalitteraturen om personer i byzantinsk tjeneste og da ofte sammen med det sagnomspundne ord Miklagård for Konstantinopel. Kun et fåtal gange nævnes det norrøne væringer i forbindelse med Rusriget.

Ordet var varæger er det af de tre ord, der oftest forekommer i såvel kilder som forskningslitteratur; det sidste takket være den rolle ordet havde i den mere end 300 år lange normannismestrid om hvilken betydning nordboer kan have haft i Rusrigets opkomst. En strid, der med jævne mellemrum lægges ned og blusser op.

Som tilfældet var med væringer, forekommer varæger relativt sent i kilder. Men det anvendes ofte retrospektivt, hvilket kan, som det vil ses nedenfor, give indtryk af at det er ældre.

Varæger bruges tidligst og oftest om de hjælpetropper der hentedes ind fra Skandinavien til Rus for at understøtte denne eller hin fyrste under interne konflikter. Således var det ved hjælp af varæger, Vladimir 1. tog med sig fra sin eksil i Skandinavien at han kom til magten i 980. Det var ligeledes med nyindkaldte varæger, at sønnen Jaroslav den Vise kunne gå sejrrigt ud af borgerkrigen 1015-1019.

At varægerne på det tidspunkt kom til at indtage en central og privilegeret stilling i Rusriget, fremgår af den tidlige russiske lovkodeks Russkaja Pravda, der i sin første redaktion netop stammer fra Jaroslav den Vise.

Varæger blev senest i 1000-tallet den normale betegnelse i oldrussisk for skandinaver, hvor det i den betydning afløste ordet rus, der fra midten af 900-tallet i Rusriget ikke længere blev forstået som skandinaver men i stedet brugtes om rigets samlede multietniske befolkning.

Efter denne tid synes betegnelsen først og fremmest brugt om købmænd eller grupper af købmænd. Disses kirke i Novgorod omtales derfor undertiden som varægerkirken.

Den betydning varægerne fik i rus-befolkningen forestillingsverden ses også af, at de gav navn til den middelalderlige russiske betegnelse for Østersøen, Det Varægiske Hav. På samme måde gav de i den såkaldte Nestorkrønike ca. 1110 navn til den flodvej, der dannede aksen i Rusriget: Vejen fra varægerne til grækerne.

I denne legende handler det for krønikøren om for sin samtid, ca. 1110, at vise at ordet rus, der nu som nævnt var blevet samlebetegnelse for Rusrigets samlede multietniske befolkning, oprindelig var navnet på en skandinavisk stamme, som en lokal koalition af stammer i området om det senere Novgorod havde inviteret til at komme og regere over dem. For at forklare den situation gjorde krønikøren varæger til et samlebegreb for skandinaver, hvor rus blot var en stamme på linje med ”sveer, normanner, angler, goter”.

Det får ordet varæger til at fremstå som meget ældre end det er, og det får rus til at fremstå som navn på et folk, der fandtes i Skandinavien, mens det faktisk først blev dannet i netop det område, hvortil disse rus nu blev inviteret. Det har ledt til en del misforståelser også mellem forskere om hvordan ordene rus og varæger kronologisk forholder sig til hinanden.

De varæger Vladimir havde med sig fra Skandinavien blev ifølge Nestorkrøniken sendt videre til Konstantinopel til den da regerende kejser i Byzans Basileios 2. hvor de optræder under betegnelsen varangi.

Den græske betegnelse ses dog først brugt i 1000-tallet, hvor den også blev knyttet til den kejserlige livvagt, Varægergarden eller Væringergarden.

Disse varæger var dog langt fra de tidligste skandinaver i byzantinsk tjeneste. Tidligere gik de imidlertid under betegnelsen rhos (rus) og er under den betegnelse kendt fra 800-tallet. Vi ved da også, takket være segl fra ca. 840, fundne i Ribe, Hedeby og Tissø tilhørende en Patrikios Theodosios, der netop formodes at have haft ansvar for hvervning af fremmede hjælpetropper, at man på den tid i Byzans aktivt søgte at hverve skandinaver til byzantinsk tjeneste.

Tal er usikre! Men de få gange vi hører om tal på hvor mange først rus og siden varæger, der sendtes i kamp, er der tale om 4 cifrede tal. Da først Saxo rapporterede om Erik Ejegods besøg i Konstantinopel i 1103 og få år senere Snorri Sturluson om Sigurd Jorsalfars besøg, får man da også indtryk af at antallet varæger i byen var betydeligt. Selvom det også var varæger, der udgjorde kejserens livgarde, kunne de også være fare for kejseren, hvis de skiftede loyalitet.

Op mod slutningen af 1100-tallet fremstod Byzans stærkt svækket og i et desperat behov for forstærkninger henvendte Alexios 3. sig i 1195 tilsyneladende forgæves til alle tre nordiske konger om at sende 1000 gode mænd. Alligevel kan der i 1204 have været op til 5000 varæger på murene i Konstantinopel, da vildfarne korsfarere lod sig lokke af forestillingerne om Konstantinopels rigdomme til at angribe byen og også erobrede den.

En samtidig russisk øjenvidneskildring skildrer hændelsesforløbet i detaljer.

• væringer