Kirill

Kirill blev født 20.11.1946 i en russisk præstefamilie. Hans far og farfar var begge præster, der holdt fast i kristendommen under kommunismens forfølgelse af kristne. Farfaderen, Vasilij Gundjajev, sad i flere omgange i fængsel for sin kristne holdninger, indtil han i 1940 blev sendt i eksil. Kirills bror, Mikhail Gundjajev, er ligeledes ordineret som præst og professor på Sankt Petersborgs Teologiske Akademi.

Kirill er uddannet fra selvsamme teologiske akademi i Sankt Petersborg i 1970. Året forinden, 1969, var han blevet ordineret af ærkebiskoppen (metropoliten) af Sankt Petersborg. Ved denne ordination blev han både indsat som præst og munk (en såkaldt hieromunk) og fik tildelt sit kirkelige navn Kirill efter St. Konstantin-Kyrillos, Filosoffen, der er en af de slaviske folks apostle.

Kirill underviste i dogmatik i Sankt Petersborg fra 1970 til 1971, hvorefter han blev forfremmet til klosterleder, såkaldt arkimandrit, og udsendt som den russiske kirkes permanente repræsentant til Kirkernes Verdensråd i Genève. Kirill vendte tilbage til Sankt Petersborg i 1974, da han blev udnævnt som rektor for byens teologiske akademi.

I 1976 blev han biskop af Vyborg, en del af det daværende Leningrad-metropolitanat. Hans karriere tog fart med en række centrale poster i 1980'erne; han blev bl.a. ærkebiskop af Smolensk i 1988, formand for det russiske ortodokse udenrigskontor i 1989 og medlem samme år af den russiske ortodokse kirkes øverste administrative organ, synoden. I 1991 blev han udnævnt til metropolit.

Kirill fungerede op gennem 1980'erne og 1990'erne som den russiske kirkes repræsentant ved fælleskirkelige (økumeniske) møder og som Eksark for den russiske kirke i Vesteuropa. Hans berøringsflade med andre kirkesamfund og Vesten var derfor stor fra 1971 og frem til 2008, hvor han blev valgt som patriark. Op gennem 1990'erne var han kendt som et af de mere reformvenlige medlemmer af den russiske kirkes synode og som et vigtigt kontaktled mellem den russiske kirke og andre kristne kirker.

Kirill blev i 2008 valgt til patriark med et overvældende flertal, 508 ud af 700, og blev indsat i 2009. Han har siden sit valg som patriark stået for en samarbejdspolitik mellem den russiske stat og kirken. I forbindelse med sit valg til patriark gav han udtryk for konservative synspunkter vedrørende en række kirkelige og samfundsmæssige forhold, herunder familieforhold og LBGTQ-rettigheder. Han har fremhævet, at hans kontakt til Vesteuropa og vestlige kirker gjorde ham opmærksom på, hvad han opfatter som det kirkelige og moralske forfald i Vesten. Et forfald, som han ikke ønsker skal ramme Rusland.

Kirill har argumenteret for en tæt forbindelse mellem kirke og stat, den såkaldte symfonitanke. Kirken er derfor under Kirills ledelse blevet forbundet tæt med den russiske stat samt det russiske uddannelsessystem og militær. Den tætte forbindelse med den russiske stat har betydet, at Kirill får megen plads i statsstøttede medier. I modsætning til sine forgængere er han kendt for at bruge fjernsynsprogrammer som kommunikationsplatform; allerede i 1994 blev han vært for et ugentligt tv-program. Kirill igangsatte som patriark desuden en række reformer i den russiske kirke, der særligt styrkede kirkens generelle tilstedeværelse i den russiske offentlighed og de russiske medier.

Kirill blev som metropolit op igennem 1990'erne i flere omgange kritiseret for en for åben tilgang til andre kirker, herunder den romerskkatolske kirke. Efter sit valg i 2009 bekendtgjorde han, at der i hans tid ikke ville blive indgået kompromisser eller aftaler om teologiske lærespørgsmål med den katolske kirke. Til trods herfor har hans kontakt til den katolske kirke været betydelig. Den 26. februar 2016 mødtes Kirill i et historisk øjeblik med den katolske kirkes overhoved, Pave Frans, i Havana, Cuba. Dette var det første møde mellem en russisk patriark og paven nogensinde. Begge underskrev en hensigtserklæring om et fælles arbejde på udvalgte områder, herunder den kirkelige situation i Ukraine. Kirill har også stået for en mere åben politik overfor de Orientalske kirker, herunder særligt Malankara-kirkerne, de indiske kristne, hvis ledere han mødtes med i 2019.

Under de store folkelige protester mod præsidenten og regeringen i slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 opfordrede han myndighederne til at lytte til de borgere, der protesterede over de angiveligt forfalskede dumavalg den 4.12.2011 og til at indgå i en reel borgerlig dialog med dem. Han har flere gange aktivt brugt sin offentlige rolle til at fremme politiske sager.

Patriark Kirill indtog indledningsvis en afvisende holdning overfor den russiske besættelse af Krim i 2014, derved at han ikke ønskede at inkorporere Krims sogne direkte under Moskva. I omegnen af 1/3 af den russiske kirkes sogne ligger uden for den russiske stat, herunder især i Ukraine og Hviderusland. Disse sogne har autonom kirkeretslig status, dvs. de er delvist selvstændige. Disse autonome kirker i Hviderusland og Ukraine er loyale overfor Moskva, og deres ledere sidder med i den russiske kirkes synode. Patriark Kirill havde fastholdt en moderat politik over for disse autonome dele af sn kirke frem til 2018 for ikke yderligere at bidrage til ønsker om selvstændighed.

Denne moderate holdning ændrede sig ved oprettelsen af den selvstændige Ukrainske ortodokse kirke i 2018 med støtte fra den økumeniske patriark. Denne begivenhed mødte meget stor kritik fra Kirill og hans kirke, som sidenhen har ført en hårdere politik overfor andre ortodokse kirker, særligt den nye ukrainske og den økumeniske.

Både den russiske intervention i den syriske borgerkrig i 2016 og den senere russiske invasion i 2022 har Kirill eksplicit bakket op om. Kirill har i en række prædikener i 2022 omtalt krigen i Ukraine som en metafysisk kamp mellem russiske ortodokse værdier og vestlige, især hvad angår vestlig familiemoral og LBGT+-rettigheder. Kirill opfatter krigen i Ukraine som en forsvarskrig, hvor den russiske kulturelle verden skal forsvares mod den vestlige.

I en række ortodokse kredse uden for Rusland er Kirill i 2022 blevet anklaget for at have gjort ideologien om en russisk kulturverden, Russkij Mir, til den russiske kirkes og stats officielle ideologi. Denne ideologi afspejlet i bl.a. den russiske præsident Putins officielle talere om Ukraine. Flere ortodokse teologer og præster udenfor Rusland har opfordret til, at Kirill afsættes, og omtaler ham som en kætter (fyletist), der sætter nation før kirke og fred. Pave Frans har i flere omgange forsøgt at føre diplomatiske samtaler med Patriark Kirill uden held. Pavedømmet udsendte en afskrift fra en af de tos samtaler i 2022, hvor Pave Frans kaldte Kirill for "Putins alterdreng". Forbindelserne mellem Kirill og omverdenen forsvandt næsten fuldkomment i 2022.

Uafhængige russiske medier har siden 2016 afdækket, hvordan patriark Kirill har anvendt dele af den russiske kirkes formue til at indkøbe luksushuse, skibe og dyre varer. En særligt omdiskuteret genstand er Kirills ur til en værdi af 30.000 dollars, som han har båret på en række officielle billeder. Efter megen offentlig debat blev de billeder, hvor uret er synligt, retoucheret af den russiske kirke, så uret ikke længere fremgik.

En række medier har endvidere anklaget Kirill for at have arbejdet for KGB som spion i sine yngre dage; dette har der dog endnu ikke været ført endegyldigt bevis for. Samtlige russiske kirkeledere i Sovjetunionen i 1970'erne og 1980'erne var under overvågning af KGB, hvorfor Kirill naturligt nok har haft samtaler med sikkerhedstjenesten i kraft af sit kirkelige hverv i Vesteuropa og i Kirkernes Verdensråd. Det er dog uklart, hvor tætte forbindelserne mellem Kirill og KGB var.

• den russiske ortodokse kirke
• Religion i Rusland
• Religion i Ukraine
• patriark
• økumeni