Faktaboks

Robert Kotjarjan
Født
31. august 1954

Robert Kotjarjan, født 31.8.1954, armensk politiker, præsident i Armenien i 1998-2008.

Kotjarjan blev født i den daværende autonome region Nagorno-Karabakh. Efter at have haft flere partiposter i Nagorno-Karabakh siden 1980 grundlagde han i 1989 organisationen Miatsum, der stod i spidsen for områdets løsrivelse fra Aserbajdsjan. Ved Sovjetunionens opløsning i 1991 blev han medlem af Det Øverste Råd for den selverklærede republik Nagorno-Karabakh, og i 1992 blev han udnævnt til dens premierminister og leder af den statslige forsvarskomité. I sidstnævnte embede menes han at have været ansvarlig for enklavens militære konsolidering og blev derfor udpeget som dens præsident i 1994. Ved et valg i 1996 blev han bekræftet i stillingen, men fratrådte, da han i marts 1997 blev udnævnt til premierminister i Republikken Armenien.

Ved det ekstraordinære armenske præsidentvalg i 1998 blev han valgt som præsident, og i 2003 blev han genvalgt under omstændigheder, der blev stærkt kritiseret af oppositionen og internationale observatører. Efter præsidentvalget i februar 2008 slog han som siddende præsident hårdt ned på oppositionens demonstrationer, der anført af hans forgænger i embedet, Levon Ter-Petrosjan, beskyldte myndighederne for udbredt valgfusk, og indførte 20 dages undtagelsestilstand. I april 2008 blev han formelt afløst af Serzj Sarkisjan, der havde været premierminister under ham siden april 2007.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig