Den Røde Plads, (russ. Krasnaja Plosjtjad, egl. 'Den Smukke Plads', jf. krasnyj 'rød, smuk'), central plads i Moskva på Kremls østlige side og omkranset af Kremlmuren, Vasilij-katedralen, varehuset GUM og det historiske museum. Pladsen fik sit navn i anden halvdel af 1600-t., men den har eksisteret siden 1500-t. og var indtil 1800-t. et officielt sted, hvor kundgørelser fra zaren og kirken blev bekendtgjort. Siden 1685 fungerede pladsen endvidere som henrettelsessted. I 1800-t. fik den handelsboder og andet folkeligt liv. Efter 1917 fik Den Røde Plads igen officiel funktion, bl.a. med 1. maj-demonstration og revolutionsfesten den 7. november. Siden 1924 er pladsen endvidere hjemsted for Lenins mausoleum, fra hvis top sovjetlederne på nationale festdage modtog folkets hyldest. Fra 1945 fandt demonstrationen for sejren i Den Store Fædrelandskrig (2. Verdenskrig) også sted her. Bag mausoleet langs Kremlmuren ligger nogle af Sovjetstatens fremtrædende personligheder begravet, samtidig med at selve muren fungerer som urnested for andre.