Nertjinsk, by i Sibirien, grundlagt som fæstning i 1659; 15.750 indb. (2001). Her blev i 1689 den første aftale mellem Rusland og Kina indgået. Den russiske fremtrængen til Amurdalen i løbet af 1600-t. havde ført til sammenstød med kinesiske styrker og derfor aktualiseret behovet for en aftale. Russerne måtte efter traktaten rømme Amurdalen, men grænsen forblev uklart defineret. Til gengæld åbnede den for diplomatiske og handelsmæssige forbindelser. I praksis forblev Nertjinsk-traktaten i kraft, indtil Aiguntraktaten og Pekingtraktaten fra hhv. 1858 og 1860 reviderede dens territoriale bestemmelser i russisk favør. Se også kinesisk-russiske traktater.