Russiske Revolution (Oktoberrevolutionen)

© Polfoto/Alexander Nemenov/AFP

Den Russiske Revolution. Kommunisterne fejrer 85-års-dagen for revolutionen. Foto fra Moskva 7.11.2002.

Da Lenin i april 1917 vendte tilbage til Rusland, kaldte han til uforsonlig kamp mod regeringen og landets fortsatte deltagelse i verdenskrigen. Desuden krævede han, at al magt blev overdraget til arbejder-, bonde- og soldatersovjetterne. En mislykket opstand i juli tvang Lenin til at gå under jorden, anklaget af regeringen, nu ledet af den moderate socialist Aleksandr Kerenskij, for at være tysk agent.

I begyndelsen af efteråret fik bolsjevikkerne dog ny vind i sejlene og flertal i de vigtigste sovjetter, bl.a. i Petrograd og Moskva. Lenin og formanden for Petrogradsovjetten, Lev Trotskij, gik nu ind for væbnet opstand mod regeringen. Samtidig udspillede der sig en spontan revolution i landdistrikterne, hvor bønderne af egen drift beslaglagde godsernes jorder, mens millioner af soldater strømmede tilbage fra fronten for at få deres part af den omfordelte jord. Resultatet var et almindeligt autoritetssammenbrud, der forstærkedes af økonomisk krise, voksende uro på fabrikkerne og i Petrogradgarnisonen samt flere fatale fejlgreb fra Den Provisoriske Regerings side. Bolsjevikkerne kunne derfor uden større besvær erobre magten 7/11 (25/10). En række strategiske punkter i hovedstaden var blevet besat af Den Røde Garde natten før, og en væbnet "storm", der dog forløb temmelig tilfældigt og uorganiseret, blev den følgende aften iværksat på Vinterpaladset, hvor regeringen befandt sig.

Opstanden gennemførtes i sovjetternes navn og på tærsklen til Den Anden Alrussiske Sovjetkongres; her sanktionerede flertallet magtovertagelsen, efter at en række moderate delegerede var udvandret i protest mod den kuplignende aktion. Der blev nu dannet en ny bolsjevikledet regering, Folkekommissærernes Råd, med Lenin i spidsen. Det autonome Finland erklærede sig selvstændigt 6/12, hvilket Folkekommissærernes Råd anerkendte 31.12.1917.  I løbet af et par måneder havde revolutionen bredt sig til de fleste af Ruslands byer. Dermed var grunden lagt til en helt ny samfundsorden, den sovjetiske, hvor bolsjevikkerne snart fik absolut monopol på magten, og Det Kommunistiske Parti på få år udviklede sig til samfundets altdominerende institution. Inden systemet blev konsolideret, måtte Rusland dog igennem en ødelæggende borgerkrig, se Den Russiske Borgerkrig.

I bolsjevikkernes selvforståelse banede magtomvæltningen i 1917 vejen for et "proletariatets diktatur". Men det skete i et overvejende agrart samfund, hvor industriarbejderne kun udgjorde nogle få procent af befolkningen. Lenin forventede imidlertid, at Oktoberrevolutionen hurtigt ville blive fulgt af proletariske revolutioner i de højt industrialiserede kapitalistiske lande, først og fremmest Tyskland, hvorfra Rusland herefter ville kunne hente støtte til den socialistiske opbygning. Men den internationale revolution udeblev, og sovjetledelsen stod herefter over for valget mellem at lade det tilbagestående og forarmede Rusland gå enegang mod socialismen eller at opgive de mål, i hvis navn Oktoberrevolutionen var blevet gennemført.

Læs mere om Den Russiske Revolution.