Vjatjeslav Molotov, egl. Vjatjeslav Mikhailovitj Skrjabin, 9.3.1890-8.11.1986, sovjetisk politiker. Molotov blev i 1921 sekretær for Centralkomitéen og kandidatmedlem af Politbureauet (fuldt medlem 1926). Han kom tidligt ind i inderkredsen omkring Stalin og spillede som sovjetisk ministerpræsident 1930-41 samt udenrigsminister 1939-49 en central rolle i realiseringen af stalinismen og af sovjetisk udenrigspolitik. Molotov var bl.a. leder af den sovjetiske delegation i forhandlingerne om Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i 1939 (Molotov-Ribbentrop-pagten).

Ved Stalins død i 1953 blev han igen udenrigsminister, men i 1957 tabte han som medlem af den såkaldte partifjendtlige gruppe magtkampen til Khrusjtjov og blev degraderet til ambassadør i Mongoliet 1957-60; 1960-62 var han Sovjetunionens repræsentant ved Det Internationale Atomenergiagentur. Molotov var ekskluderet fra Kommunistpartiet 1962-84.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig