En systemkritiker er en person, der udtrykker kritik af det herskende politiske system og dets ideologi, frem for alt af dets undertrykkelse og tvang. Systemkritikere forbindes især med de kommunistiske stater.

Kritikken har oftest taget udgangspunkt i vestlige liberale idéer om frihed og politiske rettigheder, fx Andrej Sakharov i Sovjetunionen, Václav Havel i Tjekkoslovakiet og Fang Lizhi i Kina.

Hos andre har kritikken været baseret på moralsk-kristne og nationale synspunkter, fx da Aleksandr Solzjenitsyn kritiserede Sovjetstyret for at ødelægge den russiske kultur, eller den har været marxistisk begrundet, fx Milovan Đilas i det kommunistiske Jugoslavien. Forfølgelsen af systemkritikere har ofte taget form af fængsling, eksilering eller psykiatrisk pseudobehandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig