Midtsibiriske Bjerge, Srednesibirskoje Ploskogorje, højlandsområde nord for Bajkalsøen mellem floderne Jenisej og Lena; ca. 3,5 mio. km2. Store dele af højsletten, der ligger i 500-700 m højde, er dækket af tajga. Området gennemskæres af store flodsystemer, Angara, Stenede (Podkamennaja) og Nedre (Nizjnjaja) Tunguska, og enkelte steder brydes sletten af bjergformationer som Jenisejkæden mod SV og Putoranabjergene mod NV. Området er overmåde rigt på naturresurser; der er kulbrydning omkring Tunguska og Irkutsk. Desuden udvindes jern, guld, diamanter og naturgas.