Stanovoj, russ. Stanovoj khrebet, øst-vest-gående bjergkæde i det østlige Sibirien mellem floderne Amur og Lena. Bjergene er ret lave (op til 2400 m mod øst), overvejende dækket af skov med lærk og birk, og størstedelen er ubeboet. Floden Zeja, biflod til Amur, er opdæmmet, og en 2500 km2 stor dæmningssø forsyner et vandkraftværk. Projektet er led i ambitiøse udviklingsplaner omkring BAM-jernbanen.