Karakumkanalen er en kanal i Turkmenistan, der forbinder floden Amu Darja (Oxus) med Det Kaspiske Hav. Kanalens første led, der forbinder Amu Darja med Gökdepe nær Asjkhabad, blev anlagt 1954-1967, mens forbindelsen helt frem til Det Kaspiske Hav først blev færdiggjort i 1988. Den samlede længde er 1375 km. Kanalen, der er sejlbar på meget af forløbet, anvendes især til kunstvanding af store områder i ørkenen Karakum, hvor der i Sovjettiden blev indledt omfattende bomuldsdyrkning.

Karakumkanalen blev primitivt bygget, og ca. 50 % af vandet går tabt pga. fordampning og udsivning. Kanalen har bidraget kraftigt til den økologiske katastrofe ved Aralsøen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig