Sakhalin, russisk ø i Fjernøsten; øen adskiller Det Japanske fra Det Okhotske Hav; 76.400 km2, 580.000 indb. (2005). Af den oprindelige befolkning af nivkher (giljakker) og ainuer var der i 2002 kun 2450 nivkher tilbage. Hovedby: Juzjno-Sakhalinsk. Byen er hovedstad i Sakhalinregionen, der foruden øen omfatter øgruppen Kurilerne. Den langstrakte ø udgør den naturgeografiske fortsættelse af de japanske øer. Klimaet er køligt og fugtigt tempereret med kolde vintre og regnfulde somre. Der brydes kul på øen, og mod nord udvindes gas og olie.
En gruppe kosakker kom som de første europæere til øen i 1640. Den blev udforsket i 1700- og 1800-t. og blev internationalt anerkendt som russisk i 1875. Fra 1860’erne og indtil 1906 blev Sakhalin det største arbejdsfængsel og forvisningssted i Rusland. Forfatteren Anton Tjekhov beskrev de barske forhold i en medfølende rapport Øen Sakhalin (1895) efter et tremåneders ophold på øen i 1890. 1905-45 var den sydlige del afstået til Japan. Især fra denne tid stammer øens omfattende jernbanenet.
Efter 2. Verdenskrig strandede 43.000 koreanere på Sakhalin. De var tvangsarbejdere, som under det japanske herredømme var bragt til øen. Pga. den kolde krig lykkedes det ikke at få dem tilbage til Korea. Først i 2000 begyndte repatrieringen af den nu stærkt reducerede gruppe. I 2002 var der 29.600 koreanere tilbage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.