Kruševac, by i Serbien 130 km SØ for Beograd; 57.900 indb. (2005). Byen, der i slutningen af 1300-t. under fyrst Lazar var hovedstad i den serbiske middelalderstat, ligger ved floden Rasina i et frodigt landbrugsområde med vingårde og kvægavl. Industribyen har produktion af jernbanevogne, maskiner og tekstil. Desuden er der kemisk industri. Under Kosovo-konflikten var byen i maj 1999 skueplads for demonstrationer, hvor der blev fremsat krav om at få de jugoslaviske enheder trukket ud af Kosovo for at spare Jugoslavien for flere ødelæggelser.