Kumanovo, by i Makedonien 25 km NØ for Skopje; 105.480 indb. (2002). Befolkningen består af ca. 60% makedonere, 25% albanere og resten bl.a. serbere. Byen, der ligger ved Beograd-Skopje-Athen-banen, er handelscentrum for et stort område med tobaksdyrkning og har betydelig tekstil-, træ-, læder- og fødevareindustri. I 1912 vandt den serbiske hær en stor sejr over osmannerne ved Kumanovo. Nær byen ligger klostrene Mlado Nagoritjino og Staro Nagoritjino med prægtige freskoer. Byen blev berørt af opstanden i februar 2001 anstiftet af makedonske albanere, der inspireret af den kosovo-albanske opstand i Kosovo forsøgte at løsrive de nordvestlige dele af Makedonien. Opstanden blev bilagt efter stærkt vestligt pres, og der blev indgået en fredsaftale i august 2001.