Nordmakedoniens historie

I begyndelsen af 600-tallet blev hele området oversvømmet af slaviske indvandrere, og kun nogle af byerne forblev på byzantinske hænder. Omkring 800 synes en byzantinsk provins Makedonia at være blevet dannet, men dens udstrækning kendes ikke med sikkerhed. Makedonia dækkede i 900-1100-tallet formentlig det antikke og nuværende Thrakien; således regnedes Adrianopel (nuværende Edirne) for Makedonias største by.

I 900-tallet blev tyngdepunktet i det bulgarske rige flyttet til Makedonien, og zar Samuel (død 1014) havde sin residens i Ohrid, hvor også det bulgarske kirkelige hovedsæde, patriarkatet, blev placeret. Samuel var det første Bulgariens sidste store hersker. I dag betegnes han af de slaviske makedonere som hersker over et makedonsk storrige. For byzantinerne var han imidlertid bulgarer, og den kejser, der tilintetgjorde hans rige, Basileios 2., fik tilnavnet Bulgardræberen. Efter indlemmelsen af Samuels rige i Det Byzantinske Rige blev betegnelsen for det thema, provins, der omfattede Makedonien, Bulgaria.

Byzantinerne fastholdt Ohrid som et vigtigt kirkeligt og kulturelt center, og 1000-1300-tallet var en blomstringsperiode for makedonsk kirkearkitektur og -kunst. Forholdene i 1200-1300-tallet var præget af voldsomme omvæltninger med kampe mellem korsfarere, byzantinere, bulgarere, serbere og til sidst osmannere. Med osmannernes erobring af Thessaloniki i 1430 afsluttedes Makedoniens indlemmelse i Osmannerriget.

Fra 1690 stammer et østrigsk diplom, der omtaler to "makedonere" med slaviske efternavne; det er det ældste eksempel på betegnelsen makedoner brugt om slavere fra Makedonien. Det synes dog at have været et enkeltstående fænomen. I et opråb fra 1875 om at gøre oprør mod osmannerne tiltales befolkningen som "slavere".

Efter Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-1878 beholdt Osmannerriget Makedonien, som dækkede den nuværende græske provins Makedonien, den moderne republik Makedonien og lidt af det sydvestlige Bulgarien. Områdets befolkning var etnisk og religiøst meget sammensat. Den bulgarske, serbiske og græske kirke var repræsenteret, og der var talrige muslimske albanere og tyrker. Dertil kom en gruppe revolutionære slavere, som ønskede at gøre hele Makedonien til de makedonske slaveres stat.

I 1893 grundlagde de makedonske nationalister Indre Makedonske Revolutionære Organisation, i Vesteuropa kendt som IMRO. Organisationen var nationalistisk og socialistisk og forsøgte 2.8.1903 at tage magten i Makedonien gennem en folkeopstand. Opstanden blev slået ned af osmannerne, men blev et symbol for de slavisk-makedonske nationalister.

Makedoniens skæbne blev afgjort af Balkankrigene 1912-1913, der førte til en deling af det område, som osmannerne havde tilbage på Balkan. Serbien og Grækenland delte det meste af Makedonien mellem sig, og Bulgarien fik kun en lille del af området. Det område, som serberne tog, og som stort set falder sammen med den nuværende republik Makedonien, blev indlemmet i Serbien under navnet Sydserbien. At sproget var anderledes end i Serbien, tilskrev serberne indbyggernes primitivitet, som man med tiden ville udrydde. I den græske provins Makedonien forstærkedes det græske befolkningselement yderligere, da den græske befolkning forlod Lilleasien efter Den Græsk-tyrkiske Krig 1919-1922.

Den serbiske del af Makedonien blev 1.12.1918 en del af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere (fra 1929 Jugoslavien). Det nye lands betegnelse var en understregning af, at de slavisktalende makedonere ikke officielt eksisterede som et selvstændigt folk. IMRO eksisterede dog fortsat og indgik samarbejde dels med bulgarske kredse, dels med kroatiske emigranter i Italien. I 1934 myrdede en IMRO-agent på opdrag af den kroatiske ustaša-bevægelse den jugoslaviske kong Aleksander i Marseille.

Da Jugoslavien i 1941 gik i opløsning pga. det tyske angreb, blev det græske Makedonien besat af tyskerne, mens det slaviske Makedonien blev delt mellem Bulgarien, som fik langt det meste, og Italien, der forenede det vestlige Makedonien med Albanien, som i 1939 var blevet annekteret af Italien. Under resten af krigen samarbejdede nogle slavisk-makedonske nationalister med bulgarerne, mens andre sluttede sig til Titos jugoslaviske partisanbevægelse.

I Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien fra 1945 blev det tidligere serbiske Makedonien gjort til en republik med et særligt statssprog, makedonsk, som i Jugoslavien blev sidestillet med slovensk og serbokroatisk. Jugoslavien støttede kommunisterne i Den Græske Borgerkrig 1945-49. I den græske provins Makedonien sluttede den slavisktalende befolkningsgruppe gennemgående op bag kommunisterne, og en del af dem flygtede ligesom mange græske kommunister til jugoslavisk Makedonien i forbindelse med borgerkrigens afslutning.

I republikken Makedonien fandtes der fortsat nationalister, som gjorde krav på oprettelse af et Stormakedonien, og de mest højrøstede af dem blev i 1950'erne sat i fængsel. Regeringen i Beograd modsatte sig ikke, at Makedoniens kommunistparti i 1967 støttede en løsrivelse af den ortodokse kirke i Makedonien fra den serbisk-ortodokse kirke. Ingen andre ortodokse kirker har til dato (1998) anerkendt den makedonske kirkes selvstændighed. 1945-1990 gjordes der meget for at sikre udviklingen af en makedonsk nationalbevidsthed, bl.a. gennem litteraturen. Perioden kan betegnes som en kulturel blomstringstid, og i dag er der ingen tvivl om, at den slaviske befolkning i republikken Makedonien føler sig som makedonere. Samtidig har der været tale om en styrkelse af forbindelsen mellem makedonere og bulgarere, bl.a. gennem en betydelig gensidig turisme.

Titotidens største problem i Makedonien var økonomien. Området hørte til Jugoslaviens mest tilbagestående, og det var nødvendigt med store investeringer. Det blev ikke bedre af, at store dele af Skopje blev ødelagt ved et jordskælv i 1963. Ikke mindst de vestlige dele af republikken, med en talrig albansk befolkning, var svagt udviklet.

Under Jugoslaviens opløsning var Makedonien tilbageholdende, men i september 1991 stemte et stort flertal af befolkningen for uafhængighed, og i 1992 blev landet reelt selvstændigt, da den jugoslaviske forbundshær trak sig ud. I januar 1992 afholdt albanerne i Vestmakedonien en folkeafstemning om uafhængighed for "Republikken Illyrien", og problemerne om det albanske mindretal, som udgør mindst 22% (albanerne mener væsentligt mere) og føler sig diskrimineret, er et af den nye stats væsentligste problemer. Det lykkedes landets præsident Kiro Gligorov gennem en politisk alliance med moderate albanere at sikre politisk stabilitet, som siden 1993 er blevet understøttet af en FN-styrke. Landet har imidlertid lidt under anerkendelsesproblemer, idet Grækenland nægter at acceptere brugen af navnet Makedonien om republikken, hvorfor den i FN-sprog kaldes Former Yugoslav Republic of Macedonia, FYROM, og Bulgarien benægter eksistensen af et særligt makedonsk sprog, da makedonerne efter dette lands opfattelse taler bulgarsk. Landet har været ramt af græsk handelsblokade og desuden lidt under den internationale blokade mod Jugoslavien 1992-95. Endnu i 1998 er Republikken Makedonien et land med en svag økonomi, stærke indre spændinger og et uafklaret forhold til omverdenen, især Grækenland.

Ved valget i 1998 tabte den socialdemokratisk ledede regering magten, og nationalistpartiet VRMO-DPMNE dannede regering sammen med partiet Demokratisk Alternativ (DA) med Ljupčo Georgijevski (f. 1966) som ministerpræsident. I 1999 blev det etnisk-albanske parti DPA optaget i regeringskoalitionen. Stabiliteten bevaredes trods de hundredtusinder af flygtninge, som strømmede ind fra Kosovo under kampen mellem NATO og Serbien i foråret 1999, selvom den FN-styrke, som havde været placeret i landet siden 1993, i foråret 1999 måtte trækkes ud pga. et kinesisk veto mod dens forlængelse. Ved præsidentvalget samme år genopstillede Kiro Gligorov ikke, og Boris Trajkovski fra VRMO-DPMNE valgtes til præsident.

I januar 2001 udbrød der væbnet kamp i de nordvestlige egne med albansk befolkningsflertal, og en nydannet albansk modstandshær, ligesom Kosovos Befrielseshær kaldet UÇK, stillede krav om ændringer i landets forfatning og fuld ligestilling mellem albansk og makedonsk sprog. Kampene bredte sig til de større byer Tetovo og Kumanovo og til hovedstaden Skopjes omegn, og den svage regeringshær var ikke i stand til at nedkæmpe oprøret. I maj blev der dannet en national samlingsregering med deltagelse af alle partier, og i august blev der indgået en fredsaftale i Ohrid, hvori bl.a. indgik decentralisering og etnisk ligestilling.

I overenstemmelse med Ohrid-aftalen gik NATO-tropper ind i Makedonien i september 2001 og indsamlede oprørernes våbenlagre; da indsamlingen blev afsluttet i marts 2002 fik oprørerne amnesti. I marts 2003 overtog EU den fredsbevarende operation fra NATO. Et parlamentsvalg i 2002 blev vundet af socialdemokraterne under Blanko Crvenkovski. Præsident Trajkovski omkom i foråret 2004 ved et flystyrt; herefter blev Crvenkovski valgt til præsident. Ifølge Ohrid-aftalen skulle visse kommunegrænser omlægges, således at etniske albanere fik mere politisk indflydelse i nogle områder. Parlamentet gennemførte i 2004 love desangående, men blev mødt med massive protester. I november samme år forsøgte makedonske nationalister at få lovene annulleret ved en folkeafstemning; det lykkedes ikke pga. lav valgdeltagelse.

Præsident Crvenkovski har som hovedambition haft at få Makedonien optaget i EU. Det blev bragt et stort skridt nærmere da landet i december 2005 blev formelt anerkendt som ansøgerland af EU.

Læs også om Makedoniens forhistorie eller om Makedonien generelt.