Arkivfoto.
Ortodoks præst taler til de montenegrinske klaner.
Arkivfoto.
Licens: CC BY SA 3.0

Montenegros befolkning er primært ortodokse kristne, men der er et betydeligt mindretal af muslimer og katolikker foruden en række jødiske og protestantiske grupper. I store træk er religion i Montenegro ofte forbundet med national identitet, hvorfor den ortodokse tro er mest udbredt blandt den del af befolkningen, der identificerer sig som serbere eller montenegrinere, mens katolicismen er mest udbredt blandt albanere og kroater. Endelig er islam mest udbredt blandt albanere og bosniakker.

Den seneste befolkningsopgørelse fra 2011 giver følgende religionsprofil for Montenegro:

Tro antal personer (procent af befolkningen)
Ortodokse 446.858 personer (72.07%)
Muslimer 118.477 personer (19.11%)
Katolikker 21.299 personer (3.44%)
Andre religioner 27.756 personer (5.38%)

Religion er i det moderne Montenegro et af de mest afgørende politiske spørgsmål, og det førte både i 2020 og 2022 til, at den siddende regering tabte valget. Det skyldes særligt, at de ortodokse i Montenegro er delt i flere lejre, hvoraf den største udgøres af den serbiske ortodokse kirkes bispedømmer i landet. Den serbiske kirke i Montenegro er tæt forbundet med den politiske og nationale identitet som serber og ønsket om at bevare tætte forbindelse – eller ligefrem union – med Serbien. I modsætning hertil står de montenegrinske nationalistpartier og en mindre kirke, kendt som den montenegrinske ortodokse kirke, der ønsker fuld montenegrinsk selvstændighed. Modsætningen mellem de to kirker har ført til flere voldelige sammenstød, protester og senest to regeringsskifter.

Religion i Montenegro før 1989

Metropolit Danilo I's grav
Metropolit Danilo I's gravsted i Montenegro
Metropolit Danilo I's grav
Licens: CC BY SA 3.0

Kristendommen har været overvejende dominerende i de montenegrinske områder siden romertiden. Landet ligger i grænselandet mellem de ortodokse kirker og den katolske, hvorfor en blanding af begge kirker eksisterede op gennem middelalderen – med bl.a. delte altre og kirker.

I 1500-tallet blev Montenegros historiske kerne i bjergene, Stari Crna Gora, omdannet til en ortodoks teokratisk stat. Denne stat blev ledt af metropolitten i Cetinje, der både havde sekulær og religiøs magt. I denne periode blev Montenegros vigtigste klostre grundlagt; Cetinje, Ostrog og Moraca-klosteret, der i dag er centrale helligdomme for hele den ortodokse verden.

I 1800-tallet blev den teokratiske statsordning i Montenegro afskaffet, men de ortodokse kirker fortsatte med at udgøre en bærende søjle i samfundet. Det nye montenegrinske kongedømme (selvstændigt fra 1878) blev udvidet ved erobringer af osmanniske områder langs kysten, hvor befolkningen primært var katolikker. Efter 1. Verdenskrig blev kystområderne ved Kotor-bugten en del af Montenegro. I disse kystområder var den katolske kirke den dominerende. Desuden kom en betydelig gruppe muslimer under montenegrinsk styre, da Montenegro indtog albanske og osmanniske områder i Balkankrigene i 1912-1913.

Al religion i Montenegro var undertykt i perioden med kommunistisk styre fra 1945-1989. En stor del af kirkernes og det muslimske organisationers landområder og ejendomme blev beslaglagt og dets medlemmer forfulgt, fængslet og overvåget. Den siddende ortodokse metropolit af Montenegro blev summarisk henrettet i 1945 af kommunisterne. Han blev efter kommunismens fald udråbt til helgen.

Religion i Montenegro efter kommunismen

I slutningen af 1980'erne opblødte kommunisterne deres politik i forhold til religion, hvorefter de traditionelle religiøse samfund vendte tilbage til samfundslivet. I løbet af få år gik Montenegro fra at have en overvældende ateistisk majoritetsbefolkning til at have en overvejende religiøs befolkning, og som i resten af det tidligere Jugoslavien blev religion blev hurtigt en vigtig etnisk og national identitetsmarkør.

I 1991-1993 stødte montenegrinske nationalister sammen med medlemmer af den serbiske ortodokse kirke og serbiske militser i det historiske montenegrinske kerneland omkring Cetinje. Dette førte til dannelsen af en montenegrinsk ortodoks kirke i opposition til den serbiske. Modsætningsforholdet og sammenstødene tog til fra 1999 og frem mod Montenegros selvstændighed i 2006. Efter 1999 blev kirketilhørsforhold betydende for, om hvorvidt man støttede montenegrinsk selvstændighed eller ønskede en fortsat union med Serbien.

Konfrontationen i 2019-2020

Metropolit Amfilohije i 2008.
Metropolit Amfilohije fotograferet i 2008.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Fra montenegrinsk selvstændighed i 2006 og frem til 2019 voksede konflikten mellem den montenegrinske regering og den serbiske ortodokse kirke i Montenegro. I 2019 blev konflikten skærpet over ejeskabet til en række historiske klostre. Regeringen fremlagde og vedtog i juledagene 2019 en ny religionslov, der i sidste ende kunne anvendes til at fratage den serbiske kirke dens historiske ejendomme. Loven blev mødt med protest i parlamentet og førte til grundlæggelsen af bevægelsen ”Ikke vores helligdomme!” (Ne Damo Svetinje). Denne bevægelse afholdt en lang række demonstrationer, som det anslås, at 20 % af befolkningen deltog i.

I maj 2020 blev en af de serbiske biskopper anholdt under anklage om at have brudt en række pandemi-restriktioner. Dette førte til yderligere protester. Konflikten kulminerede i august 2020, hvor den siddende regering tabte parlamentsvalget til en umage politisk alliance, der blev støttet af den serbiske kirke.

Nye konfrontationer og ny kirke-statsordning i 2021-2022

Samme år døde den serbiske ortodokse kirkes indflydelsesrige metropolit i Montenegro, Amfilohije (1938-2020). Han blev efterfulgt af en lokal biskop, Joankije 2. (f. 1959), der blev indsat i 2021 af den serbiske patriark Porifije (f. 1961). Indsættelsen af Joankije 2. udviklede sig til voldelige sammenstød mellem tilhængere af begge kirker og politiet. Pro-montenegrinske demonstranter afspærrede den historiske by Cetinje med mure af dæk, som de satte i brand. De nye montenegrinske koalitionsregeringer i 2021-2022 forsøgte at finde en ny ordning med den serbiske kirke i Montenegro for at afslutte konflikten. Det førte til en ny aftale om forholdet mellem kirke og stat, som blev hastigt vedtaget hen over sommeren 2022. Aftalen gav den serbiske kirke i Montenegro en række privilegier og ret til sine helligdomme.

Politisk set førte aftalen til et mistillidsvotum til den siddende regering, som i september 2022 måtte gå af. Efter nyvalget i 2023 kom en ny koalitionsregering til, der dog opretholdt aftalen med den serbiske kirke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig