religion i Montenegro

Kristendommen har været overvejende dominerende i de montenegrinske områder siden romertiden. Landet ligger i grænselandet mellem de ortodokse kirker og den katolske, hvorfor en blanding af begge kirker eksisterede op gennem middelalderen – med bl.a. delte altre og kirker.

I 1500-tallet blev Montenegros historiske kerne i bjergene, Stari Crna Gora, omdannet til en ortodoks teokratisk stat. Denne stat blev ledt af metropolitten i Cetinje, der både havde sekulær og religiøs magt. I denne periode blev Montenegros vigtigste klostre grundlagt; Cetinje, Ostrog og Moraca-klosteret, der i dag er centrale helligdomme for hele den ortodokse verden.

I 1800-tallet blev den teokratiske statsordning i Montenegro afskaffet, men de ortodokse kirker fortsatte med at udgøre en bærende søjle i samfundet. Det nye montenegrinske kongedømme (selvstændigt fra 1878) blev udvidet ved erobringer af osmanniske områder langs kysten, hvor befolkningen primært var katolikker. Efter 1. Verdenskrig blev kystområderne ved Kotor-bugten en del af Montenegro. I disse kystområder var den katolske kirke den dominerende. Desuden kom en betydelig gruppe muslimer under montenegrinsk styre, da Montenegro indtog albanske og osmanniske områder i Balkankrigene i 1912-1913.

Al religion i Montenegro var undertykt i perioden med kommunistisk styre fra 1945-1989. En stor del af kirkernes og det muslimske organisationers landområder og ejendomme blev beslaglagt og dets medlemmer forfulgt, fængslet og overvåget. Den siddende ortodokse metropolit af Montenegro blev summarisk henrettet i 1945 af kommunisterne. Han blev efter kommunismens fald udråbt til helgen.

I slutningen af 1980'erne opblødte kommunisterne deres politik i forhold til religion, hvorefter de traditionelle religiøse samfund vendte tilbage til samfundslivet. I løbet af få år gik Montenegro fra at have en overvældende ateistisk majoritetsbefolkning til at have en overvejende religiøs befolkning, og som i resten af det tidligere Jugoslavien blev religion blev hurtigt en vigtig etnisk og national identitetsmarkør.

I 1991-1993 stødte montenegrinske nationalister sammen med medlemmer af den serbiske ortodokse kirke og serbiske militser i det historiske montenegrinske kerneland omkring Cetinje. Dette førte til dannelsen af en montenegrinsk ortodoks kirke i opposition til den serbiske. Modsætningsforholdet og sammenstødene tog til fra 1999 og frem mod Montenegros selvstændighed i 2006. Efter 1999 blev kirketilhørsforhold betydende for, om hvorvidt man støttede montenegrinsk selvstændighed eller ønskede en fortsat union med Serbien.

• Montenegro