Prespasøen er en 285 km2 stor og indtil 51 m dyb sø på Balkan på grænsen mellem Albanien, Grækenland og Nordmakedonien.

Faktaboks

Også kendt som

Søens navn er på albansk Liqeni i Prespës, på græsk Limni Megali Prespa 'den store Prespasø' og på makedonsk Prespansko Ezero.

Søen, hvoraf størstedelen tilhører Nordmakedonien, ligger i 853 m højde og er omgivet af bjerge. Den bliver forsynet med vand fra undersøiske kildevæld og står i forbindelse med Ohridsøen gennem en underjordisk kanal. Den har stor fiskerigdom, og erhvervsfiskeri fra små fiskerlejer spiller en betydelig rolle. Den nordlige bred dyrkes intensivt med tobak. Efter 1970 er søen blevet stadig mere populær blandt lystfiskere og turister.

En sandbarre adskiller i syd Prespasøen fra Den Lille Prespasø, Limni Mikra Prespa, 45 km2, hvis største del ligger i Grækenland, hvorfra den strækker sig ind i Albanien. De græske dele af begge søer har siden 1974 været en del af en nationalpark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig