Især for den religiøse del af befolkningen hænger national og etnisk identitet sammen med religiøst tilhørsforhold. Den serbiske befolkningsgruppe er tilknyttet den serbiske ortodokse kirke, der er landets største trossamfund. Kirken er autokefal, dvs. at den har sit eget overhoved, og er ledet af det serbiske patriarkat og synoden i Beograd.

I Vojvodina er serbere, rumænere m.fl. ortodokse, men fx den ungarske befolkning er romerskkatolsk eller reformert. Grænseregionerne mellem Serbien og Montenegro rummer en betydelig slavisktalende muslimsk befolkning. Protestantiske retninger og jødedommen har meget begrænset udbredelse. I 1990'erne blev vilkårene for fri religionsudøvelse forbedret i det daværende Jugoslavien, og især den ortodokse kirke har nydt godt af denne forandring.

Den serbiske ortodokse kirke

Den serbiske ortodokse kirke opnåede ved ærkebiskop Savas (den hellige Sava) (1174-1237) mellemkomst selvstændighed fra den byzantinske rigskirke i 1219, men mistede atter selvstændigheden efter den osmanniske erobring af hele Balkanhalvøen.

Kirkens nyere historie har udspillet sig i nær sammenhæng med den politiske udvikling. Sideløbende med den serbiske frihedsbevægelses succes meldte sig behovet for en selvstændig (autokefal) kirke, der dannedes i 1879 med centrum i Beograd. I 1920 opnåede serberne kirkelig anerkendelse af en samling af alle de serbiske kirkeprovinser, der nu var inden for det jugoslaviske kongeriges grænser, og kirkelederen fik status som patriark. Kirken omfatter (1999) ca. 8 mio. troende og har tillige stifter for serbere i bl.a. USA, Australien, Rumænien og Vesteuropa. I 1990'erne søgte kirken under patriark Pavles (1914-2009) ledelse at lægge afstand til præsident Miloševićs styre, samtidig med at man forsvarede serbiske nationale interesser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig