Cres, (ital. Cherso), aflang nord-sydorienteret kroatisk ø i Kvarnerbugten i Adriaterhavet syd for Rijeka; 404 km2, ca. 3.200 indb. (2011). Hovedbyen Cres ligger ved en bugt på den nordlige del. Øen har bådforbindelse til Rijeka og bro til øen Lošinj i SV. På Cres findes en del uudforskede grotter samt den geologisk interessante dybe sø Vrana.