Faktaboks

António de Oliveira Salazar
Født
28. april 1889
Død
27. juli 1970

António de Oliveira Salazar. Diktatoren, der i sin 36 år lange regeringstid fik status som landsfader, er her fotograferet ca. 1955.

.

António de Oliveira Salazar var portugisisk premierminister og de facto-diktator fra 1932 til 1968.

Salazar afbrød et teologisk studium til fordel for et økonomisk ved universitetet i Coimbra, hvor han siden var professor fra 1918 til 1928. Han blev deputeret for det katolske parti i 1921, men opgav sit mandat efter kun én dag pga. kaotiske forhold i parlamentet.

Efter militærets magtovertagelse i 1926 blev han finansminister, men bad straks efter om sin afsked og overtog først posten, da han i 1928 havde fået de beføjelser, han fandt nødvendige. På et år lykkedes det Salazar at vende underskud til overskud, og han fik afgørende indflydelse ved også at påtage sig udenrigs-, krigs- og koloniministeriet. I 1932 blev han desuden premierminister, og i 1933 indførtes det autoritære system Estado Novo, der befordrede billedet af Salazar som fædrelandets redningsmand. Han mente, at Portugal skulle udvikles langsomt, men lod dog efterhånden industrielle programmer sætte i gang.

Hans modstand mod selvstændighed til kolonierne betød langvarig krig i Afrika og medførte regimets endeligt, dog først under hans efterfølger, Marcelo Caetano, der i 1968 afløste Salazar, som blev syg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig