Spanien - historie (Reconquistaen)

Navarra opstod som kongerige i 800-t. ud fra et uafhængigt kerneområde, Pamplona. Med Sancho 3. den Store (d. 1035) nåede Navarra at blive politisk centrum for hele Spanien, og Sancho tog titlen "Konge af de Spanske Lande". Han fik magten over Álava, Baskerlandet og Castilien, og da han fik León, tog han titlen kejser. Ved Sanchos død blev riget delt mellem hans sønner; Navarra tilfaldt García 3. (d. 1054). Da Johanne 1. i 1284 blev gift med Filip 4. af Frankrig, blev Navarra knyttet til Frankrig. Under Ferdinand 2. tog hertugen af Alba i 1512 magten i Navarra og annekterede det for Castilien.

Aragonien opstod i de pyrenæiske bjergpas, som var underlagt grevskabet Toulouse i Frankrig. Ved delingen af Navarra efter Sancho 3.s død i 1035 blev Aragonien selvstændigt kongerige. Den første konge var Ramiro 1. (d. 1063), som udvidede området betydeligt, og i 1118 erobrede Alfonso 1. Zaragoza.

Catalonien havde under Karl den Store i 800-t. været et grænseområde, "Den Spanske Mark", som blev uafhængigt under grev Ramón Berenguer 1. af Barcelona (d. 1076) og hans efterfølgere. Giftermålet mellem Ramón Berenguer 4. (d. 1162) og den aragonske tronarving, doña Petronilla, førte til en aragonsk-catalansk union.

Jakob 1. Erobreren bidrog væsentligt til Reconquistaen med erobringen af Balearerne (1229) og Valencia (1233-38). Peter 3. erobrede Sicilien efter det blodige oprør mod franskmændene (se Den Sicilianske Vesper) i 1282; og Sardinien blev erobret under Jakob 2. og Alfonso 4. (d. 1336). Ekspansionen kulminerede med aragonske og catalanske lejetroppers oprør mod den byzantinske kejser, som førte til oprettelsen af hertugdømmet Athen i union med Aragonien. Alfonso 5. (d. 1458) erobrede Neapel. I 1469 blev Ferdinand 2. af Aragonien gift med Isabella 1. af Castilien.

Samfundsliv. I 1200- og 1300-t. blev Spanien kulturelt begunstiget af Alfonso 10. den Vise, der oprettede et lærdomscenter i Toledo og udstedte lovkomplekset Las siete partidas. De sociale strukturer var mindre fastlåste end i resten af Europa. Feudale træk bredte sig dog efterhånden til Castilien, men meget mere til León og især Navarra pga. de tætte forbindelser til Frankrig. De afhængige klasser havde hårde vilkår i Aragonien, hvor herremændene ifølge lovene kunne "handle godt eller ondt med deres vasaller efter deres vilje". Endnu værre var situationen for bønderne i Catalonien, som var livegne. Modsat havde landbefolkningen i Castilien, som dyrkede herremændenes jorder, frihed til at flytte. Her var der også en talrig mellemklasse mellem de privilegerede herremænd og bønderne, nemlig hidalgoer, som havde fået kongeligt adelsbrev. Nogle bylove tilkendte små jordejere hidalgostatus, hvad der efterhånden blev almindeligt i de indre områder.

Domstolene, cortes, blev oprettet i Castilien og León fra midten af 1000-t. I begyndelsen var de kun rådgivende og med simple regler for procesførelse, men de udvikledes snart til at blive lovgivende. Da generelle love og anordninger desuden skulle godkendes af domstolene, kunne kongelige dekreter i modstrid med ret og sædvane i princippet kendes ugyldige. Kongerne havde normalt ikke magt til at ændre de forordninger, som domstolene havde godkendt. Med få varianter fungerede Cortesinstitutionen på samme måde i Aragonien, Catalonien og Navarra.

Byprivilegier fastsatte afgifter og tjenester til kongen, og i øvrigt havde byerne udstrakt selvstyre med egen administration. Byernes lav med mestre, svende og lærlinge regulerede priser og kvalitet. Sproget romance, forløberen for castiliansk, begyndte som folkesprog, men blev snart brugt i litteratur som i Crónica del Cid (el Cid).

Læs videre om Spanien som stormagt, gå tilbage til starten af Spanien – historie, se den historiske oversigt eller læs om Spanien generelt.