Barcelona (Historie), De første spor af menneskelig beboelse er fra ca. 2000 f.Kr. Fra 500-t. f.Kr. var Barcelona en karthaginiensisk koloni. Før romaniseringen af Spanien var Barcelona beboet af iberer, ligurer og keltere. I år 218 f.Kr. gik P. Cornelius Scipio d.æ. i land med en romersk hær og erobrede byen, der i romertiden havde navnet Barcino.

Fra 263 var Barcelona udsat for stadige angreb fra goterne, og de mange kampe førte i det følgende århundrede til bygning af byens kraftige bymure. I 415 gjorde den visigotiske konge Ataulfo Barcelona til sin residensstad.

Efter den arabiske erobring i begyndelsen af 700-t. fik byen stor betydning som forsvarsværk for kalifatets nordgrænse. Fra 801 regnes Barcelona som et selvstændigt grevskab og var fra samme tid igen i de kristnes besiddelse. Araberne var dog ikke definitivt slået og ødelagde byen i 985.

Efter at Catalonien og Aragonien i 1150 var blevet forenet, begyndte Barcelonas blomstringstid som Middelhavets førende handels- og søfartsby. Byen ekspanderede kraftigt indtil slutningen af 1300-t., da en nedgang satte ind.

I de følgende århundreder var byen flere gange under fransk herredømme, bl.a. i 1640-52 og i 1697-98. Under Uafhængighedskrigen mod Napoleon 1808-13 var Barcelona i hele perioden i fransk besiddelse.

I 1800- og 1900-t. har byen som det øvrige Spanien lidt meget under borgerkrige og politisk og socialt ustabile forhold. Den kraftige industrialisering af byen, som fandt sted i sidste halvdel af 1800-t., skabte en stor arbejderbefolkning, og pga. de ringe levevilkår opstod stærke socialistiske og anarkistiske bevægelser. En anarkistopstand i juli 1909 med afbrænding og ødelæggelse af 42 kirker og klostre er blevet kendt som La semana trágica, 'Den tragiske uge'. De nævnte bevægelser kom også til at spille en væsentlig rolle under den 2. republik (1931-36) og Den Spanske Borgerkrig (1936-39), da Barcelona var centrum for republikansk politik og for kampen mod nationalisterne.

Siden begyndelsen af 1900-t. har byen været hjemsted for den catalanske separatistbevægelse.

Læs om Barcelona generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig