Guarda, portugisisk by 130 km SØ for Porto; ca. 25.800 indb. (2004), 44.100 i hele kommunen. Byen er hovedstad for det 5518 km2 store distrikt af samme navn med 173.700 indb. (2001), der førhen var en del af provinsen Beira Alta, og som efter Portugals inddeling i statistiske regioner for størstedelen indgår i regionen Centro.

Guarda er Portugals højestbeliggende by (1056 m). Det grå bybillede afspejler områdets byggemateriale, granitten. Katedralen fra 1300-t. er især berømt for den manuelinske vestportal. Middelalderlige byporte samt rester af bymuren vidner om Guardas fortid som vigtig fæstning mod Spanien.

I de senere år har områdets erhvervsstruktur været under hastig forandring fra subsistenslandbrug over forbigående EU-støttet industrialisering til serviceorienteret økonomi, hvor beliggenheden kan være gunstig for udviklingen som nationalt transportcenter.

Mens byen efter års fald i befolkningstallet igen har oplevet en lille stigning, er det vedblivende gået tilbage i distriktet som helhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig