• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Spanske Falange

Oprindelig forfatter KL-N Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Den Spanske Falanges tro på vold som politisk metode blev under Den Spanske Borgerkrig efterlevet med stor fanatisme. Falangefolk medvirkede fx ved mordet på digteren Federico García Lorca i Granada i 1936. Sidst på året i 1936 blev Falangens militsenheder underlagt militæret som et led i Francos bestræbelser på at centralisere sit styre. Her ses falangistsoldater med tilfangetagne regeringstropper.

Den Spanske Falanges tro på vold som politisk metode blev under Den Spanske Borgerkrig efterlevet med stor fanatisme. Falangefolk medvirkede fx ved mordet på digteren Federico García Lorca i Granada i 1936. Sidst på året i 1936 blev Falangens militsenheder underlagt militæret som et led i Francos bestræbelser på at centralisere sit styre. Her ses falangistsoldater med tilfangetagne regeringstropper.

/@api/deki/files/8792/=ud_a_198597.mp3?revision=3

Den Spanske Falange, spansk politisk parti af fascistisk observans, stiftet i 1933 med José Antonio Primo de Rivera som leder, en søn af Spaniens militærdiktator fra 1923-30, Miguel Primo de Rivera.

Ved parlamentsvalgene i 1933 og 1936 lykkedes det ikke partiet at blive repræsenteret, og i foråret 1936 blev det forbudt, ligesom en række af lederne blev arresteret.

Partiet efterlignede i mange ydre former datidens fascistbevægelser, men det fastholdt sin egenart som spansk revolutionær og national bevægelse. Dets overordnede mål var at genoplive Spaniens imperiale storhedstid, og partiets emblem, åget og pilene, var hentet fra de katolske kongers tid i 1400-t.

Partiet ville arbejde for Spaniens enhed og gik imod regionsstyre. Det gik ind for klasseenhed med et samarbejde mellem arbejde og kapital i nye nationale fagforeninger, syndikater, samt for en jordreform og nationalisering af bankerne.

Falangen deltog aktivt i Francisco Francos oprør mod republikken i juli 1936, men havde kun ringe del i forberedelserne. De Rivera sad i fængsel og var i øvrigt dybt skeptisk over for de konservative generalers hensigter. Voldsklimaet i spansk politik i foråret 1936 gav dog partiet en chance, og deltagelsen i Den Spanske Borgerkrig medførte stor medlemstilgang.

I efteråret 1936 var partiet uden en naturlig fører, da de Rivera var blevet henrettet af republikken, og i foråret 1937 ændrede Franco radikalt partiets karakter. Det blev slået sammen med meget konservative, monarkistiske grupper, men til gengæld gjort til Francostatens eneste lovlige parti med Franco selv som leder.

Partiet blev aldrig en dominerende magt i staten, men fik en vis indflydelse på propaganda og undervisning og i lokaladministrationen. Falangens militsenheder udgjorde en væsentlig del af Francos tropper, og dens magt var på længere sigt størst i syndikaterne, som Francostaten oprettede.

Utilfredsheden med Francos samarbejde med kirken og de konservative generaler medførte i 1942-43, at nogle falangister sammen med kredse i det nazistiske parti arbejdede for at vælte Franco. Efter 1945 søgte falangen at sikre sin indflydelse gennem syndikaterne, men i 1958 mislykkedes det endeligt.

Den sidste generalsekretær for Falangen, Adolfo Suárez, blev i 1976 det demokratiske Spaniens første premierminister. Partiet blev formelt opløst i 1977.