Murcia.

.

Murcia, spansk region med provins og hovedby af samme navn i det sydøstlige Spanien; 11.313 km2, 1.335.792 indb. (2005). Murcia omgives mod SV af provinserne Almería og Granada, mod nord og NV af Albacete og i det nordøstlige hjørne af Alicante samt af Middelhavet mod øst. Murcia har et Middelhavsklima med gennemgående varmt og tørt vejr med konstante temperaturer og en gennemsnitlig årlig nedbørsmængde på ca. 350 mm fordelt på ca. 40 dage om året. Floden Segura løber i retningen NV-SØ gennem provinsen og løber øst for Murcia by sammen med Sangomera og derefter mod NØ igennem provinsen Alicante til udløbet i Middelhavet. Kystområdet falder mod øst jævnt ned mod den store saltvandslagune, Mar Menor. Murcias hovedindtægtskilder er landbrug og minedrift, som omfatter udvinding af bly, zink, jern, kobber og sølv. Forarbejdningen af disse foregår i havne- og industribyen Cartagena. Jorden er meget frugtbar og opdyrkes hovedsagelig ved hjælp af kunstvanding. Murcia er Spaniens største leverandør af citroner. Endvidere dyrkes bl.a. abrikoser, meloner og grøntsager samt johannesbrød, mandler, korn, oliven og vin. Også turismen er en vigtig indtægt.

Murcia by

ligger ved floden Segura ca. 45 km vest for Middelhavet og ca. 50 km NV for Cartagena; 409.810 indb. (2005). Den har med sin placering to vigtige funktioner: Den forbinder La Meseta (Spaniens indre højslette) med Cartagena og Levanten (SØ-Spanien) med Andalusien. Byen er med sin centrale placering i provinsen et vigtigt trafikknudepunkt og en betydelig handelsby for landbrugsprodukter. Den har en gotisk katedral fra slutningen af 1400-t., som i 1700-t. fik tilføjet en barok facade.

Byen blev grundlagt af araberne i 831 i nærheden af en tidligere romersk koloni. Under kalifatet oplevede den et opsving pga. silkeproduktionen. 1224-43 var Murcia hovedstad i det selvstændige mauriske kongedømme Murcia. Jakob 1. erobrede byen for Castilien i 1266. Under Den Spanske Arvefølgekrig 1701-14 modstod Murcia østrigerne. I 1810 blev byen besat af franskmændene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig