Spanien - historie (1931-39), Den 2. republik blev udråbt 14. april 1931, og samme år blev en ny forfatning vedtaget. Præsident blev N. Alcalá Zamora og regeringschef Manuel Azaña. Situationen var præget af økonomisk stagnation og massiv arbejdsløshed. Det var vanskeligt at gennemføre de ønskede reformer inden for undervisningssystemet, at begrænse kirkens magt og reducere antallet af officerer i hæren. Desuden magtede man ikke at imødekomme regionale autonomikrav uden at opløse landet, ej heller at gennemføre landbrugsreformer eller udjævne de enorme sociale forskelle. De fleste reformer kunne ikke realiseres pga. oppositionen. Resultatet blev snart en ekstrem polarisering i samfundet med deraf følgende voldshandlinger fra såvel venstre- som højrekræfterne. Anarkistiske landarbejderopstande i Andalusien og blandt minearbejderne i Asturien i 1934 blev brutalt slået ned. I 1936 blev den monarkiske leder, Calvo Sotelo, myrdet, og dette blev den direkte anledning til Den Spanske Borgerkrig, som kom til at vare i 33 måneder. Krigen kan ses som et opgør mellem på den ene side nationalisterne, det traditionelle, borgerlige Spanien samt militæret, som ønskede en stærk, autoritær centralmagt tæt forbundet med den katolske kirke, på den anden side republikanerne bestående af en samling af socialister, kommunister, anarkister, anarko-syndikalister og progressive, liberale antiklerikale og antimilitære.

Læs videre om Spanien 1939-75, gå tilbage til starten af Spanien - historie, se den historiske oversigt eller læs om Spanien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig