Bournemouth, by ved Kanalen 40 km SV for Southampton, England; 187.500 indb. (2011). Bournemouth, hvis vækst først begyndte med anlæggelsen af jernbanen i 1870, er vokset sammen med den nærliggende by Poole (154.700 indb., 2011), og byområdet er et af de hurtigst voksende i England. Det skyldes, at mange private servicevirksomheder fra London gennem 1980'erne har flyttet hele eller dele af deres administration hertil. Bournemouth har sandstrand og andre rekreative områder, bl.a. New Forest, og mange pensionister er flyttet til området.