Inden for De Britiske Øer begyndte indlemmelsen af områder med Wales i 1536, med erobringen af Irland, afsluttet i begyndelsen af 1600-tallet, samt unionen med Skotland i 1707. Den oversøiske ekspansion begyndte i anden halvdel af 1500-tallet med udforskningen af Nordamerikas østkyst og Det Caribiske Hav i vest og Afrikas vestkyst og ruten til Indien i øst. I deres søgen efter en nordlig rute til Kina fandt englænderne i 1561 vej til Hvidehavet og dermed til handel med Rusland og via Volga vej helt til Persien.
Englænderne var således handelsmæssigt engageret i flere dele af verden, da den første permanente engelske koloni, Virginia, blev grundlagt med byen Jamestown i 1607. I løbet af 1600-tallet etableredes de øvrige engelske kolonier på Nordamerikas østkyst og på De Vestindiske Øer. Et dominerende motiv for oprettelsen af de nordlige kolonier var ønsket om at undslippe den religiøse intolerance, som herskede i England. Længere mod syd, hvor kolonierne ofte blev oprettet af handelskompagnier, var drivkraften derimod ønsket om økonomisk vinding, hvilket efterhånden blev realiseret ved plantagedyrkning af tobak, der senere blev erstattet af bomuld og for De Vestindiske Øers vedkommende af sukker.
Plantagedriften forudsatte store mængder af arbejdskraft, og kontraktarbejdere fra England og Irland slog ikke længere til. Den oprindelige befolkning, som ved europæernes ekspansion efterhånden mistede deres land og også ofte deres liv, hverken kunne eller ville udføre det hårde arbejde. Det blev derfor i løbet af 1600-tallet i stigende grad udført af slaver, som under frygtelige forhold var importeret fra Vestafrika og snart kom til at danne grundlaget for Sydens og De Vestindiske Øers velstand. Både slaver og vestindisk sukker udviklede sig i løbet af 1700-tallet til nogle af de mest betydningsfulde handelsvarer i imperiet. Dermed blev de vigtige indtægtskilder i Storbritanniens merkantilistiske økonomiske politik.
Storbritannien havde i 1713 efter sejren i Den Spanske Arvefølgekrig erhvervet Gibraltar, og dermed opnåede briterne kontrol over indsejlingen til Middelhavet. Denne position blev yderligere forstærket i 1763, da Frankrig blev besejret i Syvårskrigen. Frankrig måtte herefter bl.a. afstå sine besiddelser i det nordlige Amerika og i området øst for Mississippi. De britiske besiddelser i Amerika blev imidlertid formindsket ved de 13 oprindelige koloniers løsrivelse i 1783 og dannelsen af USA. Tabet af de 13 kolonier rystede Storbritannien og skabte stærke reaktioner i politiske kredse, men det fik ingen umiddelbare konsekvenser for de øvrige besiddelser. Britisk Nordamerika (senere Canada) forblev den største enkeltbesiddelse i imperiet.
I Indien fortsatte ekspansionen. Det britiske ostindiske kompagni, East India Company, grundlagt i 1600, benyttede sig af interne indiske magtkampe til at sikre sig fodfæste flere steder, især omkring Bombay (nu Mumbai), Calcutta (nu Kolkata) og Madras (nu Chennai). Fra slutningen af 1700-tallet havde kompagniet ret til at indsamle skatter inden for store dele af de indiske stater, og i første halvdel af 1800-tallet konsolideredes denne magtposition, indtil East India Company reelt beherskede hele Indien. Områdets store potentiale som kilde til råvarer og som marked for den voksende britiske industriproduktion gjorde, at Indien var og forblev imperiets vigtigste besiddelse. Andre kolonier af denne type blev oprettet i Asien, således Ceylon (nu Sri Lanka) 1802 og Singapore 1867 og i Afrika, fx Sierra Leone 1808 og Guldkysten 1874.
Bosættelseskolonierne fortsatte med at vokse efter tabet af de første amerikanske kolonier. Ud over Britisk Nordamerika opstod i 1788 den første australske straffekoloni, New South Wales, i 1814 den første sydafrikanske koloni, Kapprovinsen, i 1829 Swan River-kolonien i Vestaustralien, i 1837 Sydaustralien, i 1840 New Zealand og i 1843 Natal i det sydlige Afrika. Disse kolonier, som mange briter udvandrede til, havde mange ting tilfælles; bl.a. betød koloniseringen, at oprindelige befolkningsgrupper mistede deres jord og dermed deres livsgrundlag i takt med kolonisternes fremtrængen, hvilket ofte resulterede i blodige kampe.
Fælles for mange af disse kolonier var også, at de med Britisk Nordamerika i spidsen opnåede selvstyre fra midten af 1800-tallet som manifestation af deres særlige forhold til Storbritannien. Det var også et udtryk for britisk holdning til koloniriget i første halvdel af 1800-tallet, som lagde vægt på udvidelse af markedsmulighederne i overensstemmelse med den herskende frihandelspolitik i højere grad end på forøgelse af territoriale og administrative forpligtelser. Dette lå ligeledes bag forsøg på at styrke britiske interesser uden for imperiet, især i Latinamerika og Kina, det såkaldte uformelle imperium, som kom til at spille en stor rolle senere i århundredet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.