Strathclyde.

.

Strathclyde, region i det vestlige Skotland, afgrænset mod vest af North Channel og Atlanterhavet; 13.856 km2, 2,3 mio. indb. (1992) og dermed den folkerigeste region i landet, med befolkningskoncentration i den centrale del omkring Glasgow og med en betydelig gruppe af irske indvandrere. Regionen har erhvervsmæssigt gennemgået en række store strukturforandringer bort fra sværindustrien over til bl.a. elektronikindustri. I højlandet, omkring Loch Lomond og Kintyre og på bl.a. øerne Mull og Arran er der en omfattende turisme. Som administrativ enhed blev Strathclyde nedlagt i 1997; regionen dækkes nu administrativt af 11 kommunale enheder.

Kongeriget Strathclyde opstod i 500-t. med centrum i Dumbarton. Det var et selvstændigt rige, indtil det i 1000-t. blev en del af Skotland. Riget betegnes sommetider Cumbria, et navn, som dog også omfatter områder, der nu tilhører England.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig