Cambridgeshire, Cambs., amt (county) i Østengland; 3400 km2, 806.700 indb. (2014). Byen Cambridge er det administrative center. Den nordlige og østlige del af amtet består af lavtliggende, inddæmmede områder, hvis centrale dele ligger under havniveau. Disse fens strækker sig ind i både Norfolk og Suffolk og er en tidligere havarm af den nuværende fjord, The Wash; de består af ler og silt nærmest fjorden og tørv ved overgangen til amtets øvrige landområder. Lave rygge, der oprindelig var øer, afbryder dette ensformige landskab, der i SØ går over i et lavt, bakket morænelandskab. Floderne Cam, Nene og Ouse løber gennem Cambridgeshire mod NØ, og ved regulering af disses nedre løb er The Fens opdyrket; i dag dyrkes her kartofler, sukkerroer og grøntsager. På de kalkholdige morænejorder dyrkes hvede, og bakkeskråningerne samt området omkring Wisbech i nord anvendes til frugtavl. Peterborough er amtets industrielle center og har gennemgået en kraftig vækst i befolkning og industri; firmaer fra London har desuden slået sig ned her. Peterborough (som i administrativ henseende blev udskilt fra amtet i 1998) og Cambridge har gode trafikforbindelser til London og er en del af hovedstadens opland.