Leicestershire, amt (county) i Midtengland; 2553 km2, 650.500 indb. (2011), hvoraf hovedparten bor langs floden Soar, som gennemskærer området fra syd mod nord. Det småbakkede landskab øst for floden hæver sig op til 200 m og er rester af et cuestalandskab fra Juratiden; området er tyndt befolket. Vest for floden ligger sandsten fra Prækambrium tæt på jordoverfladen, og Charnwoodskoven er et yndet rekreativt område. I den nordlige del ved Coalville ligger Leicestershires kulområder, men næsten alle miner er nu lukkede. Landbruget har traditionelt været baseret på dyrehold, får, kvæg og svin. Det er et gammelt industriområde med blandet industri, som er udviklet med basis i lokale råstoffer som uld og kul. Industrien ligger i Leicester og Loughborough (der begge har universiteter), og selvom nedgangen i industrien også har ramt dette område, er beskæftigelsen inden for fremstilling fastholdt på et højt niveau. Byen Leicester administreres ikke som en del af Leicestershire.