Severn, Storbritanniens længste flod; 354 km lang og afvander 11.266 km2. Den har sit udspring i Cambrian Mountains i 600 m højde ved Plynlimon i det centrale Wales. Floden løber først NØ til Shrewsbury, derefter mod syd til Ironbridge, hvor flodens løb tidlig blev udnyttet i forbindelse med jernindustrien ved Coalbrookdale. Floden løber igennem Worcester og bliver øst for Gloucester i sit nedre løb bredere og efterhånden præget af kraftigt tidevand; Severn udmunder i et tidevandsestuarie i Bristol Channel. Severn har flere bifloder og kanalforbindelse til andre floder, blandt andre Themsen, Trent, Humber og Mersey.

I estuariet SV for Gloucester krydses Severn af hængebroen Severn Bridge (frit spænd på 990 m) og af en 7 km lang jernbanetunnel, der begge forbinder det sydlige Wales med England.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig