The Midlands, region i det centrale England og den mest industrialiserede i hele Storbritannien; ca. 10 mio. indb. (2011). Den østlige del omfatter amterne Lincolnshire, Northamptonshire, Derbyshire, Nottinghamshire og Leicestershire med en meget blandet industri specielt omkring byerne Leicester, Derby og Nottingham. Den vestlige del omfatter amterne Staffordshire, Warwickshire, Shropshire, Herefordshire, Worcestershire og bl.a. byområderne Coventry, Wolverhampton og Birmingham, Englands næststørste by, med bl.a. maskin-, bil- og fødevareindustri.