Worcestershire, amt (county) i Vestengland; 1741 km2, 566.200 indb. (2011). Amtet var 1974-98 en del af Hereford and Worcester. Området strækker sig fra den sydlige del af Birminghams storbyområde mod øst til Malvern Hills i vest. Det afvandes af floderne Severn og Avon. Hovedbyen er Worcester, men amtets tættest bebyggede område er byerne Redditch og Bromsgrove mod øst. Derudover præges Worcestershire af landbrug; det er traditionelt kendt for dyrkning af æbler. Worcester er især kendt for porcelænsfremstilling, men amtet har desuden maskin- og metalindustri i flere af de større byer.