Piers Gaveston, ca. 1284-1312, jarl af Cornwall fra 1307. Gaveston stod som kong Edward 2.s yndling og rådgiver i et direkte modsætningsforhold til Englands ledende baroner. Striden afstedkom i 1311 en forordning, der understregede, at fortsat støtte til kongen krævede Gavestons landsforvisning. Gaveston opholdt sig herefter få måneder i Flandern; da han vendte tilbage til England, blev han fanget og henrettet.