George Monck, Monk, 1608-1670, engelsk general. Monck spillede en betydningsfuld rolle i perioden med borgerkrig og republik i England 1642-60. Han kæmpede først på Karl 1.s side, men blev taget til fange i 1644. I 1646 trådte han i parlamentshærens tjeneste og deltog i Cromwells felttog i Irland og Skotland. Efter Cromwells død i 1658 støttede Monck genindkaldelsen af parlamentet. Han rykkede i 1660 ind i London med sin skotske hær og satte den udvikling i gang, som samme år førte til indsættelse af Karl 2. som konge.