Henrik 8. var konge af England fra 1509 og af Irland fra 1541. Han var næstældste søn af Henrik 7. Henrik blev tronfølger ved prins Arthurs (1486-1502) død. I 1509 efterfulgte han sin far på tronen og ægtede samme år broderens enke, Katarina af Aragonien. Af skikkelse var Henrik imponerende og desuden atletisk i sin fremtræden. Efter tidens målestok havde han modtaget en omfattende boglig uddannelse med vægt på teologiske emner. Han var en ivrig kristen og af overbevisning katolik, og derfor bekæmpede han lutheranismen i skrift og handling, en indsats, som paven belønnede med titlen Defensor Fidei 'Troens forsvarer'. Ironisk nok blev det alligevel netop Henrik 8., som kom til at præsidere over den engelske kirkes brud med Rom.
Henrik 8. overtog en velfungerende regering og et rige i fremgang. Det viste sig imidlertid snart, at han i modsætning til faderen var temmelig uinteresseret i det daglige regeringsarbejde. Hans regeringstid blev derfor præget af stærke førsteministre som kardinal Wolsey og Thomas Cromwell. Sidstnævnte var arkitekten bag bruddet med Rom i 1533 og moderniseringen af statsapparatet efter bureaukratiske principper. Efter Cromwells fald i 1540 førte kongen selv regeringen. Sidste del af hans regeringstid blev stærkt præget af ønsket om at undertvinge skotterne og bekæmpe arvefjenden Frankrig militært. Dette udløste kostbare krige med Skotland (1542-43) og Frankrig (1543-46). Den udenrigspolitiske gevinst var beskeden, men til gengæld udløste krigene en alvorlig finanskrise, som først blev overvundet efter Henriks død.
Henrik 8. huskes især for skilsmissen fra sin første dronning i 1533 og de efterfølgende fem ægteskaber, hvoraf de to endte med den forstødte ægtefælles henrettelse. Han har derved fået ry som hæmningsløs skørtejæger og blodtørstig tyran. Givetvis var der tyranniske træk i Henrik 8.s karakter, men de mange ægteskaber kan forklares med kongens bekymring for dynastiets videreførelse. Først med den tredje dronning, Jane Seymour, lykkedes det i 1537 at få den stærkt ønskede mandlige tronarving (Edward 6.).
Ved kongens død var tronfølgeren dog stadig mindreårig og dertil svagelig; men den frygtede dynastiske krise udeblev. Den kongemagt, som de to første Tudorkonger havde opbygget, viste sig solid og grundfæstet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.