Jakob 1. Stuart var konge af England 1603-1625 og af Skotland 1567-1625 under navnet Jakob 6.; søn af den skotske dronning Maria Stuart og Henry Stuart Darnley. Jakob 1.s oldemor Margaret Tudor (1489-1541) var søster til Henrik 8. af England, og ved Elizabeth 1.s død i 1603 var han derfor nærmeste arving til den engelske trone.
I 1589 ægtede han Anne, datter af Frederik 2. af Danmark. Ved sin mors tvungne abdikation i 1567 blev Jakob allerede som etårig Skotlands formelle regent. Hans isolerede opvækst under skiftende formyndere kom på flere punkter til at præge ham. Hans hang til verdensfjern teoretiseren og hans svigtende menneskekundskab kan således føres tilbage dertil. Henrik 4. af Frankrig betegnede ham ved en lejlighed som "den viseste tåbe i kristenheden".
Jakobs regeringstid var på det udenrigspolitiske felt præget af hans tilbagevendende flirt med de katolske magter, indenrigspolitisk af den skærpede konflikt mellem kongemagt og parlament, som havde luret siden Elizabeths dage. I modsætning til forgængeren stod Jakob stejlt på kongedømmets guddommelighed og de kongelige prærogativers ukrænkelighed.
Med sin konfrontationskurs lagde han grunden til den skærpelse af forfatningskampen, som senere i århundredet kulminerede i Den Engelske Borgerkrig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.